Arkivfoto:

Arkivfoto: Helle Arensbak/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Ændrer reglerne:

Nu kan aarhusianere gå i selvisolation i kolonihavehuse

Erhvervsstyrelsen har åbnet op for, at man kan bruge kolonihavehusene i vinterhalvåret, hvis man ikke har andre muligheder for selvisolation

Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, glæder sig over, at Erhvervsstyrelsen nu har valgt at åbne op for, at man kan bruge sit kolonihavehus i vinterhalvåret, hvis man ikke har andre muligheder for selvisolation.

”Jeg har i løbet af efteråret fået flere henvendelser fra borgere, som gerne ville bruge deres kolonihave til at gå i selvisolation. Jeg er glad for, at reglerne nu tager højde for den ekstraordinære situation, vi befinder os i. Når vi vender tilbage til mere almindelige tilstande, vender vi også tilbage til de normale regler,” siger Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.

Normalt er det ikke tilladt at overnatte i sin kolonihave uden for sæsonen, som i Aarhus løber frem til den sidste søndag i oktober. Men denne begrænsning gælder altså ikke i vinteren 2020/2021.

Aarhusianerne kan derfor i år bruge deres kolonihaver, hvis de får brug for at isolere sig selv i forbindelse med coronapandemien. Aarhus Kommune forventer dog at vende tilbage til de almindelige regler for overnatning allerede i næste sæson, så kolonihaverne igen kun må bruges fra april til og med oktober, fremgår det af pressemeddelelsen.

Teknik og Miljø opfordrer i øvrigt til, at man kontakter bestyrelsen i sin lokale haveforening, hvis man tager et 'corona-ophold' i sin kolonihave.¨

jwh

Fakta

  • Erhvervsstyrelsen oplyser, at der i vinterhalvåret kan tillades flere kortere ophold i kolonihaveområder under coronapandemien. Flere kortere ophold kan f.eks. være ophold af 3-4 ugers varighed, ad flere omgange.
  • Det er fortsat ikke muligt at anvende kolonihaver som bopæl i størstedelen af vinterhalvåret. Opholdene må sammenlagt ikke udgøre mere end halvdelen af vinterhalvåret.
  • Det normale forbud mod vinterophold i kolonihavehuse er bl.a. begrundet i, at en del kolonihavehuse ikke lever op til gængs bygningsstandard, herunder kravene i bygningsreglementet. Desuden kan der være udfordringer i vinterhalvåret med at sikre fornødenheder som vand, varme, sanitet, renovation m.v.

Kilde: Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Publiceret 04 December 2020 11:41