Pressefoto:

Pressefoto: AGF

AGF ansætter fodboldagent:

Får en rolle i det kommende transfervindue

Det bliver Jesper Ørskov, der afløser Allan Frederiksen som talentchef i AGF

For nylig annoncerede AGF, at klubbens nuværende talentchef, Allan Frederiksen, efter eget valg havde valgt at stoppe i klubben. Mandag melder AGF så, at man har fundet frem til, hvem der skal overtage pladsen.

Det bliver Jesper Ørskov, der fra 15. december får ansvaret for at videreudvikle klubbens talentstrategi.

Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

"Vi er et godt sted i kraft af det gode arbejde, der har været lagt i vores talentarbejde i de senere år med Allan Frederiksen og med Head of Coaching, Martin Bloch i spidsen. Nu skal Jesper så bygge videre på det stærke fundament, og han har den helt rette profil til at løfte vores talentudvikling til næste niveau. Han har i kraft af sine mange år i People in Sport - hvor han primært har arbejdet med de største talenter i Danmark - en stor indsigt i talentudvikling både nationalt og internationalt og vi glæder os over, at det er lykkedes os at tiltrække en kapacitet som ham," siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen, i pressemeddelelsen.

AGF’s talentudvikling har de seneste år været inde i en rivende udvikling. Både sportslig og økonomisk er der blevet rustet op, og snart vil de fysiske rammer om AGF’s akademi se dagens lys med boliger og nye faciliteter. Det er det arbejde, som Jesper Ørskov i samarbejde med Head of Coaching Martin Bloch nu skal stå i spidsen for.

35-årige Jesper Ørskov har siden 2011 været fodboldagent i People In Sport og blandt andet været ansvarlig for det hollandske marked, hvor han har boet i to år og blandt andre har arbejdet med Ajax Amsterdam. Han ser nu frem til at kaste sig over de nye udfordringer i AGF.

"Jeg glæder mig meget til at blive en del af AGF og sammen med spillere, trænere og ledere i klubben at bygge videre på den positive sportslige udvikling, AGF er inde i. Jeg har set flere hundrede kampe på Fredensvang de seneste år, og jeg har ved selvsyn konstateret, at talentudviklingen i AGF er på rette vej. Ambitionerne er store - og jeg ser det som en spændende faglig udfordring at være med til at forløse det store potentiale, AGF har i forhold til talentudvikling. Der er mange dygtige mennesker i talentafdelingen, og sammen med dem vil jeg gå dedikeret til opgaven," siger Jesper Ørskov i pressemeddelelsen.

Dermed får Jesper Ørskov også en rolle som sparringspartner for adm. direktør Jacob Nielsen i det kommende transfervindue, indtil en ny sportschef er på plads, oplyser AGF.

"Aftalen med Jesper Ørskov har været plads i et stykke tid. Men med Peter Christiansens uventede afgang forleden er det ekstra belejligt, at Jesper nu bliver en del af vores organisation, for han bliver en værdifuld sparringspartner for mig i det kommende transfervindue, indtil vi har en ny sportschef på plads. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til Jespers snart tidligere arbejdsgiver i People In Sport for et godt samarbejde, hvor vi har kunnet fremrykke processen, så Jesper kunne starte tidligere end ellers planlagt. På den måde er timingen også god, og vi glæder os til at byde Jesper velkommen," siger Jacob Nielsen i pressemeddelelsen fra AGF.

jwh

Publiceret 30 November 2020 10:33