Sognepræst Peter Sporleder har flere gange tidligere været udstationeret som feltpræst.

Sognepræst Peter Sporleder har flere gange tidligere været udstationeret som feltpræst. Arkivfoto

Præst og politiker søger orlov for at blive feltpræst i Irak

Sognepræst søger orlov fra byrådet

Peter Sporleder søger orlov fra Aarhus Byråd for at blive udstationeret som feltpræst i Irak fra april til december 2021.

Sporleder er sognepræst i Holme og har fem gange tidligere været udstationeret som feltpræst i Irak, Kosovo og Afghanistan.

“Jeg er både glad og stolt over at få muligheden for igen at tjene mit land. Tjenesten er en vigtig del af mit liv og mit værdigrundlag, og det giver stor mening for mig," siger Peter Sporleder i en pressemeddelelse.

Han sidder i byrådet for Det Konservative Folkeparti, efter han tidligere på året skiftede parti fra Venstre, som han i 2017 blev valgt ind for. Derfor vil han, så vidt vides, blive afløst af Venstres 1. suppleant til byrådet, Theresa Blegvad, der netop selv har oplyst, at hun også skifter parti fra Venstre til Konservative.

Peter Sporleder genopstiller til kommunalvalget i november 2021, så han kommer til at føre valgkamp fra Irak med opbakning fra partikammeraterne hjemme i Aarhus.

"Det er det, man kalder en positiv udfordring, fordi det er med en rigtig god grund, at Peter søger orlov, og fordi den beslutning hænger midt i pletten på den konservative værdiskive. Der findes ikke meget, der er større end at tjene sit land i forsvaret, og det bakker vi selvfølgelig 100 procent op om. Vi hjælpes ad med det praktiske op til og under valgkampen næste år, og vi tror på, at Peter bliver genvalgt," siger Steen Stavnsbo, politisk leder og spidskandidat for Konservative i Aarhus.

jr

Publiceret 30 November 2020 17:00