Mads Schacks vision er at formidle smagsoplevelserne ved alkohol og spiritus i øjenhøjde, så alle efterfølgende kan gå hjem og anvende produkterne selv. Butikken har også enkelte siddepladser, hvor man kan få drinks med de produkter, man kan købe i butikken.

Mads Schacks vision er at formidle smagsoplevelserne ved alkohol og spiritus i øjenhøjde, så alle efterfølgende kan gå hjem og anvende produkterne selv. Butikken har også enkelte siddepladser, hvor man kan få drinks med de produkter, man kan købe i butikken. Foto: Jesper Gundorph

Force Majeure - Ny unik spiritusforhandler i midtbyen

Unge skal drikke mindre, men bedre, mener den nye butiksejer af Force Majeure, som er åbnet i Borggade

Af
Jesper Gundorph

butiksåbning "Bare fordi noget er eksklusivt, behøver det ikke at betyde, at det skal være dyrt."

27-årige Mads Schack har åbnet spiritusforretningen Force Majeure i Borggade.

"På overfladen er det ret simpelt. Det er en spiritusforretning med lidt andet spiritus end det, man finder normalt," fortæller den nye butiksejer, der selv nøje udvælger al den spiritus, han sælger.

"Drik mindre, men bedre"

Med sin nye butik håber Mads Schack, at han kan hjælpe og påvirke de unges drikkevaner.

"Det er gået op for mig, at de unge gerne vil drikke noget bedre spiritus. Jeg håber, at unge vil drikke mere ansvarligt og bedre. Jeg har ikke en opfordring eller forhåbning om, at folk skal drikke mere. Tværtimod. Men hvis nogen skal drikke alkohol, så synes jeg, de skal drikke noget, der er bedre," siger han.

Fra begyndere til eksperter

Og selvom han håber, at han med en ny spiritusforretning kan henvende sig til unge, så er han glad for, at der også kommer ældre, mere erfarne kendere ind.

"Tanken er lidt, at når du har fået lidt mere mod på det, og du synes, at du godt kunne prøve noget nyt, at du så kan komme her og få et godt råd. Der skal være for alt fra intro-niveau til eksperterne," fortæller Mads Schack.

Afrydder og barchef

Trods en ung alder har den unge butiksejer næsten ti års erfaring med alkohol.

"Jeg fik et job som afrydder på en beværtning i København, få måneder før jeg blev 18. Jeg kunne godt se, at de, der havde det lidt federe end mig, var dem bag baren," siger Mads Shack.

Da muligheden for selv at blive en del af livet som bartender, var han ikke sen til at tage den.

"Jeg var i Bella Center i København, hvor jeg skulle finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle skrive mig op til. Jeg følte bare, at de var så kedelige og slipsenålsagtige. Men så var der nogen på hjørnet, to piger og en gut, som bare gav den fuld bas-arm, og de havde det superfedt. 'European Bartender School', stod der. Et koncept, hvor man tager et bartenderkursus på fire uger, som man kan tage i udlandet," husker Mads Schack.

Uddannet sommelier

Uddannelsen sendte Mads Schack til Østrig, hvor han bagefter fik job på et diskotek som bartender. Det varede blot et halvt år, inden han blev træt af diskotekslivet, og han i stedet fik job på en restaurant i Kødbyen i København.

"Jeg var lige fyldt 20 år, da jeg fik tjansen som barchef på restauranten. Jeg havde været bartender i ikke meget mere end et år, hvor halvdelen af det år var på et diskotek. Jeg var meget grøn, men jeg havde en rigtig god mentor, som lærte mig hurtigt op," fortæller Mads Schack, der fik en uddannelsen som sommelier, mens han var ansat på restauranten.

Efter tre og et halvt år som barchef og sommelier fik den nyudklækket butiksejer et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

"Min kammerat Bastian ringede til mig, da han ville åbne en cocktailbar her i Aarhus. Dengang var vi begge 23 år, og han manglede noget barcheferfaring. Derfor åbnede vi Gedulgt, hvor jeg var barchef. Efter nogle år sammen, står jeg nu har med min egen butik," siger Mads Schack.

Fakta

Om Force Majeure

  • Adresse: Borggade 5, 8000 Aarhus
  • Åbningstider:
  • Mandag 12-16
  • Tirsdag-torsdag 10-18
  • Fredag-lørdag 10-21
  • Søndag 12-16

Publiceret 28 November 2020 10:00