Festugeprogrammer bliver kværnet til papiruld.

Festugeprogrammer bliver kværnet til papiruld. Pressefoto

Festlig isolering: 15.000 festugeprogrammer bliver brugt som boligisolering

Festugeprogrammer bliver genanvendt som papiruld til isolering i boliger

Sidst på formiddagen 13. august kørte en fragtbil ind foran Aarhus Festuges kontor i Officersbygningen i Aarhus C og læssede tre paller af. Fragten bestod af 15.000 programmer på 32 sider med en guide til de største oplevelser i Festugen 2020.

To timer senere blev festugen aflyst, og hvad gør man så med de mange programmer?

Sammen med 10.000 festugeaviser, der blev leveret i ugen op til aflysningen, er de 15.000 programmer med hjælp fra Papiruld Aarhus og Papiruld Danmark nu blevet til isoleringsmaterialet Papiruld. Fremover vil poserne med forvandlede programmer kunne købes i byggemarkeder og sammenlagt kunne isolere fire gennemsnitlige parcelhuse med 200 mm isolering.

De kværnede festugeprogrammer.

De kværnede festugeprogrammer. Pressefoto

Ifølge beregninger fra Papiruld Danmark betyder det, at de 25.000 programmer og festugeaviser som isolering vil kunne spare miljøet for 1,5 millioner tons CO2.

"Festugen 2020 blev ikke, men vi har forsøgt at vende det negative til noget positiv og kigge på, hvordan festugen alligevel kan sætte et positivt aftryk. Selvom vi selvfølgelig ville ønske, at de havde opfyldt deres egentlige formål, er det dejligt at vide, at resultatet af de mange timers arbejde ikke bare samler støv i kælderen eller bliver sendt på forbrændingen, men at festugen derved har et aftryk i vores by og i det stille gør en forskel," siger festugedirektør Rikke Øxner i en pressemeddelelse.

Da aflysningen ramte, var der blot to uger til festugen, og dermed var det meste materiale produceret og leveret. Derfor er det ikke kun programmerne, der har fået nyt liv og et andet formål.

Aarhus Festuge har delt 300 aktivitetsbøger ud til børnene på Chr. IX’s børnehjem og Aarhus Krisecenter. Samtidig er 100 af de overskydende muleposer, mundbind og keyhangers delt ud til byens hjemløse, og derudover har omkring 400 personer valgt at støtte op om festugen ved at købe overskydende merchandise. T-shirts, muleposer, mundbind og plakater sælges fortsat fra festugens webshop.

Og de lysskilte, der oprindelig skulle lyse op i festugen, er blevet anvendt til temaet ’In It Together’, der handler om at bakke op om byens handels-, restaurations- og kulturliv og opfordre aarhusianerne til at bruge deres by i julemåneden.

jr

Publiceret 26 November 2020 08:55