Arkivfoto:

Arkivfoto: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix

Dronningen dropper Aarhus:

Holder jul i Sønderjylland

Aarhusianerne må spejde langt efter dronningen i år

Det er blevet lidt af en tradition, at dronning Magrethe indtager Marselisborg Slot i Aarhus i december måned for at fejre jul med børn og børnebørn.

Men sådan bliver det ikke år.

Kongehuset meddeler, at dronningen i stedet vil holde jul i det sønderjyske på Schackenborg Slot i Møgeltønder, hvor hun vil få selskab af prins Joachim og prinsesse Marie og prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena.

Det betyder også, at Aarhus Domkirke formentligt ikke får royalt besøg i år.

Det er dog ikke første gang, at dronningen forbigår Aarhus til jul. I 2014 blev den royale jul afholdt på Fredensborg Slot. Dengang var begrundelsen, at Marselisborg Slot var for lille til at huse hele kongefamilien det år, da de blev 44 personer.

I 2012 blev julen også holdt hos prins Joachim i Møgeltønder.

Hvorfor julen i år ikke skal fejres i Aarhus, forklares ikke.

I juli fik prins Joachim en blodprop i hjernen. Den er han kommet sig over, men eftersom familien er bosat i Paris som følge af prinsens job som forsvarsattaché, kunne det være, at familien har ønsket at holde jul i hjemlige omgivelser.

Schackenborg Slot er familiens andet hjem. Prinsen fik slottet overdraget af lensgreve Hans Schack, da han var blot ni år gammel. Han flyttede ind på slottet i 1993. I 2014 blev slottet overtaget af en fond, men konstruktionen med fonden indebærer, at familien stadig kan bo og bruge slottet som sønderjysk feriepalads.

Kronprinseparret vil sammen med prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine holde jul på Amalienborg.

JP Aarhus

Publiceret 25 November 2020 17:49