Bispehaven er den største afdeling under Østjysk Bolig. Den er i øjeblikket under forvandling. Bl.a. skal seks boligblokke rives ned.

Bispehaven er den største afdeling under Østjysk Bolig. Den er i øjeblikket under forvandling. Bl.a. skal seks boligblokke rives ned. Arkivfoto: Sofia Busk/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Svindelmistanke: Boligdirektør fik nye køkkener på beboernes regning

Østjysk Boligs mangeårige direktør, Allan Søstrøm, blev fyret efter mistanke om private indkøb for mere end 370.000 kr. Ifølge JP Aarhus' oplysninger dækker beløbet over køkkener, hårde hvidevarer og en golfrejse

Af
JONAS HVID og ESBEN LARSEN MIKKELSEN

JP AARHUS

Et køkken til sig selv og et køkken til et nærtstående familiemedlem. Begge køkkener inklusive hårde hvidevarer.

Udgifterne lod den tidligere direktør for Østjysk Bolig, Allan Søstrøm, beboerne i boligforeningen stå for.

Min klient nægter sig skyldig i alle de beskyldninger, der er rettet mod ham i sagen. Han har i øvrigt ingen kommentarer.

Bettina Antitsch, advokat for Allan Søstrøm

Sådan lyder mistanken mod Allan Søstrøm, oplyser flere kilder til JP Aarhus. Boligdirektøren blev i oktober politianmeldt og fyret, efter at en revisionsrapport slog fast, at han kan have foretaget private indkøb på beboernes regning for mere end 370.000 kr. Hovedparten skal ifølge avisens oplysninger være gået til de to køkkener.

En mindre del af beløbet, 5.000 kr., handler om en golfrejse til Spanien for et af direktørens nærtstående familiemedlemmer, oplyser en central kilde til avisen. Boligforeningen dækkede efter sigende for Allan Søstrøms tur, som foregik sammen med et erhvervsnetværk, men udgifterne for familiemedlemmet var ikke en del af aftalen.

Ny undersøgelse i gang

Den tidligere boligdirektør blev politianmeldt for underslæb, efter at Aarhus Kommune i juni fik en anonym henvendelse om en række kritisable forhold i en boligforening. I august kom det frem, at det drejer sig om Østjysk Bolig. Kommunen, som fører tilsyn med byens boligforeninger, fik Østjysk Bolig til at lave en rapport om forholdene sammen med sit revisionsfirma og advokat. Rapporten viste, at direktøren kan have modtaget private ydelser for mere end 370.000 kr. Det lykkedes ikke at komme til bunds i flere andre mistænkelige regnskabsmæssige forhold.

Kommunen har efterfølgende besluttet at søsætte en ny advokatundersøgelse. Den er advokatfirmaet Kromann Reumert i gang med assisteret af revisionsfirmaet Deloitte, oplyser Bente Lykke Sørensen, bystrategisk chef i Aarhus Kommunes afdeling Teknik og Miljø.

Bl.a. skal en række personer interviewes, og mailboksene hos de ansatte i Østjysk Bolig vil blive gennemtrawlet, fortæller Bente Lykke Sørensen, der forventer, at undersøgelsen er klar i uge ni næste år.

Hun har ingen kommentarer til, hvad de 370.000 kr. er brugt på. Heller ikke partner i Kromann Reumert Kim Trenskow med ansvar for advokatundersøgelsen af Østjysk Bolig ønsker at udtale sig, fordi sagen er "meget sensitiv".

Ifølge Bente Lykke Sørensen skal kommunen i december – for tredje gang – mødes med Østjyllands Politi, der ligeledes er ved at efterforske sagen.

Nægter sig skyldig

Hos Østjyllands Politi oplyser Michael Kjeldgaard, politiinspektør og leder af efterforskningen, at der endnu ikke er rejst sigtelse i sagen. Han kan ikke sige, hvornår det eventuelt vil ske.

"Der forestår en større efterforskning," siger Michael Kjeldgaard, som ikke kan kommentere på, hvad de 370.000 kr. omfatter.

Bestyrelsesformanden i Østjysk Bolig, Katja Hillers, forklarer, at hun er underlagt tavshedspligt i sagen. Hun oplyser dog, at Allan Søstrøm har betalt det fulde beløb, som blev opgjort i den interne revisionsrapport, tilbage. Aarhus Kommune har tidligere oplyst, at "nogle" af pengene er blevet betalt tilbage.

Allan Søstrøms advokat, Bettina Antitsch fra Bettina Antitsch Advokatfirma, skriver i en mail, at "min klient nægter sig skyldig i alle de beskyldninger, der er rettet mod ham i sagen. Han har i øvrigt ingen kommentarer".

Sagen kort

Aarhus Kommune modtog i juni en anonym henvendelse om en række kritisable forhold i Østjysk Bolig.

En efterfølgende intern revisionsrapport i boligforeningen viste ifølge Aarhus Kommune, at den nu fyrede direktør, Allan Søstrøm, kan have modtaget private ydelser, som samlet løber op i mere end 370.000 kr.

Aarhus Kommune har derfor politianmeldt direktøren og bedt den ukendte whistleblower om at tage kontakt igen.

Aarhus Kommune har igangsat endnu en undersøgelse af forholdene i Østjysk Bolig og har bedt advokatfirmaet Kromann Reumert om at stå i spidsen for arbejdet.

Østjysk Bolig har allieret sig med den langt større boligforening Lejerbo, som frem til den 30. juni 2021 vil stå for den daglige drift i Østjysk Bolig.

Østjysk Bolig beskæftiger 70 medarbejdere og har 2.839 boliger i 39 afdelinger, bl.a. Præstehaven og Bispehaven i Aarhus.

Publiceret 22 November 2020 08:19