Farnoush Tahmosbirad byder blandt andet på pizza i Café AIA.

Farnoush Tahmosbirad byder blandt andet på pizza i Café AIA. Privatfoto

Far og datter overtager caféen i hallen i Tranbjerg

Af
Jeppe Rafn

Der er kommet nye ansigter bag disken og nye retter på menuen i cafeteriaet i Grønløkkehallen på Grønløkke Allé i Tranbjerg. De nye forpagtere er far og datter, Farnoush og Monica Tahmosbirad, som i mange år drev Mamas Køkken i Solbjerg.

Før det havde de i nogle år pizzeria og grillvogn ved Tranbjerg Station, og Farnoush har igennem årene også lavet pizzaer og andet mad flere andre steder i Aarhus.

Nu er de tilbage i Tranbjerg, hvor de også begge bor privat og er næsten naboer i Kirkevænget. Monica er også optiker og arbejder hos Smarteyes, så det er især Farnoush, som brugerne i Grønløkkehallen vil møde i Café AIA, som de kalder caféen i hallen, hvor AIA-Tranbjerg holder til.

Café AIA laver pizza, grillmad, shawarma og græske retter i køkkenet, ligesom man naturligvis kan få øl, sodavand og kaffe i hallens cafeteria.

Man kan både spise i cafeteriaet og bestille maden og tage den med hjem, hvilket mange lokale borgere benytter sig af.

Café AIA holder åbent alle dage klokken 16.30 - 21.00, bortset fra tirsdag, hvor der er lukket. Cafeteriaet vil også være åbent, når der er stævner og større arrangementer i hallen, men det er der ikke så meget af for tiden på grund af corona, fortæller Farnoush Tahmosbirad.

Publiceret 22 November 2020 08:30