Lyskrydsene på Ringvejen bliver intelligente, så trafikafviklingen kan forbedres. Foto: Aarhus Kommune

Lyskrydsene på Ringvejen bliver intelligente, så trafikafviklingen kan forbedres. Foto: Aarhus Kommune

Hurtigere frem:

16 lyskryds på Ringvejen bliver smarte

Ringvejens lyskryds får udskiftet teknikken i november

Fra Åhavevej i syd til Halmstadsgade i nord skal lyskrydsene på Ringvejen have nye styreapparater. De nye styreapparater giver flere og bedre muligheder for at styre og justere trafikken på Ringvejen, så trafikanterne kommer hurtigere frem.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"Med de nye tekniske ændringer i krydsene kommer vi til at kunne optimere og udnytte kapaciteten på Ringvejen endnu bedre end i dag. Vi er hele tiden på jagt efter de små detaljer, der i sidste ende kan betyde meget for trafikanterne," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

Teknikken i krydsene gør, at de vil kunne styres fra en trafikcentral, hvor de giver et realtidsbillede af trafikken. De nye apparater vil måle på trafikken og vælge program ud fra trafiktætheden. Det er brugbart, da der ofte sker trafikale ændringer på de store indfaldsveje og motorvejsnettet, som påvirker trafikken på Ringvejen.

"Særligt i den sydlige ende af Ringvejen fra Åhavevej til Søren Frichs Vej og i området omkring Herredsvej kan bilisterne glæde sig til, at trafikken kommer til at glide bedre," siger rådmanden.

Som en del af projektet forsynes venstresvingsbanerne fra Ringvejen til Egsagervej, Dr. Holsts Vej, Gudrunsvej og Jernaldervej også med venstresvingspile, som vil give en mere sikker og effektiv afvikling af den venstresvingende trafik.

Også cyklister kan se frem til bedre og mere sikre forhold på Ringvejen. For eksempel ved Viborgvej, hvor de vil få grønt i en længere periode.

Da Østjyllands Brandvæsen er flyttet til Bautavej, er der også programmeret en særlig udrykningsprioritering i krydset ved Bautavej. I forbindelse med en udrykningskørsel vil lyskrydset skifte til grøn for Bautavej for at sikre en sikker og uhindret adgang for udrykningen til Ringvejen.

Lyskrydsene udskiftes de sidste to weekender i november.

Arbejdet starter i syd ved Åhavevej lørdag d. 21. november. Hver dag udskiftes fire kryds med de nye styreapparater. Under arbejdet vil de fire kryds være slukket, og bilister der kommer fra sidevejene til Ringvejen vil have ubetinget vigepligt. Hastigheden vil desuden være nedsat til 50 km/t på den del af strækningen, hvor der arbejdes.

dp

Fakta

  • Aarhus Kommune har i skrivende stund 232 lyskryds og målet er på sigt og opgradere alle lyskryds til intelligente lyskryds.
  • Det er planen, at en tredjedel af lyskrydsene skal være koblet op på den nye teknologi i 2023.

Publiceret 20 November 2020 07:35