Susanne Kramer Madsen.

Susanne Kramer Madsen.

Præsteklumme: 'Galde fra en mund, der engang var frisk'

Af
Susanne Kramer Madsen

sognepræst i Risskov Kirke

præsteklumme Det handler om et maleri, jeg har set på museum, men hvor jeg allerbedst husker maleriets titel: 'Galde fra en mund, der engang har været frisk.'

Titlen ramte mig så hårdt, så motivet fortoner sig lidt. Jeg synes ikke, jeg er fyldt af galde, men kender så godt til at sige noget, sige for meget, hvor det ville have været bedre at holde munden lukket.

Maleriet er et ansigt i profil malet med fed sort farve. Ansigtets mund fylder nærmest hele billedet, og munden er malet som en stor megafon, som dem der bruges til demonstrationer og i store forsamlinger. Den smalle ende af tragten danner svælget og går ned i halsen, mens tragtens brede del fylder ansigtet helt ud: en evig åben mund med frit løb for en galde fra dén mund, der engang har været frisk.

Naturligvis skal meget siges, om mange ting, og der er uendelig meget godt at sige om den frie debat og vores allesammens mulighed for at komme til orde, men når min mund har stået for meget åben, for længe, så er det tid til at gøre som digteren Frank Jæger i digtsamlingen 'Årets ring' og lukke munden og læse indenad:

Den mest alene årstid. Dette hegn/skal ikke mere ligne skov, men lære/at stå som træ ved træ./Enhver sin regn, sin blæst, sit nattemørke, selv må bære./Mit vindue rykker bange i sin krog./Alene, nej. På selskab er jeg sikker./Thi over sengen venter bog ved bog./Godaften, Ewald, Goldschmidt, Blixen, Blicher!

Digteren véd kun alt for godt, at efterårets mørke til tider kløves af erindringen om dét, som har været, og som vi endnu bærer indeni. Derfor begynder digtet: 'Novemberdag ved Aasø' heller ikke i november, men begynder i en levende erindring om en sommerdag i kærligheds og elskovs favn:

Jeg nøs, og snottet smagte herligt salt./Straks stod den nøgne bukketorn med blade,/den rå, brutale bred blev sommerstranden,/dér lå vi, lige brune, hos hinanden/med sælers udsyn over havets flade,/med solvarm, gylden sommer overalt.

Først ved at genkalde sig sommerens varme og mærke blodets vedvarende pulserende pumpe i kroppen, går det an at se november i øjnene:

Et nys, et øjebliks forkølet lindring./Novembers beske salt, blæst ind mod huden,/de vrede bølger, regn, en dampers tuden./Vor blide dag forlader min erindring.

Digtet lover solvarm, gylden sommer overalt. På ny! Og der skal endda komme dage, hvor det igen går an at nyse frit. Trøsterigt og håbefuldt, når mørket truer og munden ikke længere er helt frisk.

Publiceret 20 November 2020 01:00