Anders Winnerskjold (S) er ikke imponeret over Venstre-rådmandens anklager mod kollegaerne. Arkivfotos

Anders Winnerskjold (S) er ikke imponeret over Venstre-rådmandens anklager mod kollegaerne. Arkivfotos

Rådmand peger fingre ad sosser i Rema 1000-sag:

"Det er en ret vild beskyldning"

Socialdemokratiets politiske ordfører mener, at rådmand Simsek bør holde sig for god til personlige beskyldninger

Af
Danni Paulsen

En umiddelbart simpel sag om, hvorvidt Rema 1000 skal have lov at bygge en butik på Herredsvej, er blevet til et politisk slagsmål i Aarhus Byråd.

Det hidtil hårdeste slag stod rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), bag, da han under onsdagens byrådsmøde anklagede de socialdemokratiske byrødder for at lave en 180 graders kovending, fordi nogle af dem bor i Hasle-området.

"Der er nogle lokale byrådsmedlemmers bopælsinteresser, der rangerer højere end en kommuneplan, som man selv har været med til at udarbejde," lød anklagen blandt andet fra rådmanden.

Men slaget var ureglementeret og over grænsen, mener socialdemokraternes politiske ordfører, Anders Winnerskjold.

"Det er en ret vild beskyldning. Jeg synes, at man skal passe meget på som politiker at inddrage personlige hensyn, når vi diskuterer politik. Så kan det meget hurtigt blive meget grimt. Det er virkelig en farlig sti at betræde," siger han dagen derpå og afviser rådmandens anklage pure.

"Det har selvfølgelig intet på sig. Vi er jo en gruppe på 11 personer, der bor i alle dele af byen, som ikke synes, at det er godt at lægge en dagligvarebutik på den placering. Selvfølgelig er der sager, som er tæt på, hvor nogen af os bor, men det har altså ikke betydning for, hvordan vi fører politik."

"Tillidsbrud af format"

Hele balladen opstod, da Socialdemokratiet - som hidtil ikke har protesteret mod planerne, hverken efter høringen med mange kritiske røster i 2018 eller forelæggelsen for Teknisk Udvalg i maj 2019 - i starten af november tilkendegav, at partiet ville stemme imod placeringen.

Og det er faldet teknik- og miljørådmanden for brystet, at borgmesterpartiet så sent i forløbet kommer med den udmelding, da to års sagsarbejde kunne være sparet.

"Jeg synes, det er et tillidsbrud af format, hvis man ikke kan stole på udvalgets tilkendegivelse om, at man kan fortsætte," sagde Simsek på byrådsmødet og kaldte Socialdemokratiets slingrekurs for "sognerådspolitik".

Lokalavisen Aarhus har bedt Bünyamin Simsek uddybe sin anklage i et interview. Det har han ikke ønsket, men skriver blot følgende i en sms:

"Jeg påstår, at man fører valgkamp ud fra en "sognerådstilgang" i en sag, hvor S selv har lavet og stemt for Kommuneplan 2017, som giver mulighed for dagligvarebutik på stedet. Trafikløsningerne er efterfølgende styrket med cykelsti med mere. Det gjorde, at S-medlemmerne i Teknisk Udvalg sagde, at der skulle arbejdes videre. Dermed kan jeg ikke konkludere andet udfra kursskiftet, at det er lokale partipolitiske interesser, der ageres ud fra."

Selv anklaget

Bünyamin Simsek har selv tidligere været genstand for anklager om, at han har personlige interesser på spil i sagen om udstykning og byggeri på Rolighedsvej i Risskov, og i den henseende mener Anders Winnerskjol, at rådmanden bør holde sig for god til at mudderkast.

"Det var jo heller ikke i orden, og jeg tror ikke, at Bünyamin dengang syntes, at det var særligt sjovt. Man skal passe på med at blande personlige ting ind i byrådssalen. Det er ikke en sti, vi synes, vi skal gå ned ad. Især når der slet ikke er noget at komme efter," siger han og fastslår:

"Jeg synes, at man har et særligt ansvar som rådmand og politisk leder - nu forhenværende - for at sætte et godt eksempel overfor kollegaer, embedsværket og borgerne i forhold til, hvordan man kommunikerer. Vi skal lade politik være politik. Det går simpelthen ikke at drage personhensyn ind i det."

Sagen om Rema 1000 på Herredsvej i Hasle er endnu ikke afsluttet. Byrådet besluttede onsdag at sende den tilbage til drøftelse i Teknisk Udvalg, hvor der også skal være foretræde.

Publiceret 19 November 2020 13:03