Illustration af den store bygning set fra Randersvej.

Illustration af den store bygning set fra Randersvej.

STARK bygger kæmpe flagskibsforretning i Aarhus

Byggemarkedskæden bygger en 8.100 kvadratmeter stor forretning i Skejby med fokus på bæredygtighed

Aarhus Byråd har godkendt salget af en stor erhvervsgrund i Skejby til STARK, som nu vil bygge en kæmpe flagskibsforretning.

Det oplyser byggemarkedskæden i en pressemeddelelse.

Forretningen kommer til at ligge på Karl Krøyers Vej mellem Randersvej og Ikea, og den bliver hele 8.100 kvadratmeter stor.

Byrådet har haft et ønske om et arkitekturmæssigt spændende og bæredygtigt byggeri, og STARK laver derfor en stor træbygning, som pakkes ind i trælameller. Samtidig begrønnes taget med sedumplanter, der både fungerer som isolering og forsinker nedsivningen af regnvand.

"STARKs nye byggemarked i Skejby er et smykkeskrin i træ. Bygningen er godt placeret på grunden, og den spiller sammen med det kuperede terræn på fineste vis," siger stadsarkitekt Stephen Willacy.

Kæden lavede landets første bæredygtige byggemarked i Hørsholm tidligere i år, og nu bringes konceptet til Aarhus i endnu større skala.

"Vi er glade for at få muligheden for at sætte vores præg på området med et byggeri, der bliver et flot vartegn for det nordlige Aarhus. Placeringen i Skejby er optimal," siger administrerende direktør Britta Korre Stenholt.

Det nye byggeri fungerer også som flytning og udvidelse af STARKs nuværende forretning i Skejby på P. O. Pedersens Vej.

"Den nye forretning i Skejby får en størrelse, indretning og placering der gør, at vi kan samle alt det bedste, som STARK tilbyder under ét tag. Det bliver en trælast i ordets mest omfattende betydning. Vores kunder vil opleve, at vi kan hjælpe dem med bogstaveligt talt alt inden for byggeri fra denne lokation," forklarer salgsdirektør Mads Brejnholt Madsen.

Byggeriet af den nye forretning begynder, når arbejdet med lokalplanen er afsluttet – det forventes at ske i løbet af 2021 med åbning i 2022.

Det samlede byggeri består af 2.800 kvadratmeter butik og 5.300 kvadratmeter drive-in lagerhal.

Byggeriet er udviklet i samarbejde med Sweco/Årstiderne Arkitekter.

Byggeriet er udviklet i samarbejde med Sweco/Årstiderne Arkitekter.

dp

Publiceret 16 November 2020 11:38