66-årige Palle Holm har boet i Spørring i 40 år, hvor han har oplevet en landsby i vækst.

66-årige Palle Holm har boet i Spørring i 40 år, hvor han har oplevet en landsby i vækst. Jesper Gundorph

På tur med Jesper: Borgere savner købmand i Spørring

Landsbyen Spørring, 17 kilometer nord for Aarhus, er en landsby i vækst. Palle Holm fra Spørring Borgerforening fortæller om, hvordan landsbyen har udviklet sig igennem de 40 år, han har boet i Spørring

Af
Jesper Gundorph

På tur med Jesper Med under en kilometer til grænsen mod Favrskov Kommune står jeg af bus 118 i Spørring. Det er ikke meget mere end en trafikeret landevej, jeg møder, da jeg stiger af bussen. Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal forvente, når jeg har sat kursen mod en landsby i oplandet.

De faldende temperaturer sætter tankerne i gang, når jeg skal på tur. Heldigvis bliver jeg som sædvanlig hurtig rolig igen, da jeg i en af de første haver, jeg går forbi, ser en mand. Ligegyldig hvor lille eller stor en landsby, jeg kommer til, er der altid en mand eller kvinde i en have.

Han fortæller, at det nok er en god idé at snakke med nogen fra borgerforeningen. Jeg går lidt videre hen langs vejen, hvor jeg ser en lille gruppe mennesker på et værksted i gang med at arbejde. Her bliver jeg fortalt, at Palle fra borgerforeningen nok er en god mand at snakke med.

Landsby i vækst

Jeg banker på døren hjemme hos Palle Holm. Han er sekretær i Spørring Borgerforening, og så er han pensioneret folkeskolelærer. Han fortæller, at Spørring er en landsby i vækst.

"Der bor lidt over 1.000 mennesker i Spørring. Der er mange børnefamilier, og der er mange ældre. De fleste flytter hertil, når de har fået børn. Det er så langt udenfor Aarhus, at huspriserne er rimelige her. Og så bliver de boende, fordi der er godt at være her, og vi har et godt sammenhold. Ja, og så bliver de gamle," siger Palle Holm.

Selv har han boet i landsbyen i omtrent 40 år, mens han blandt andet har arbejdet som folkeskolelærer på Bakkegårdsskolen i Trige, indtil han gik på pension for tre år siden. Gennem sin tid i Spørring har han oplevet, hvordan landsbyen har udviklet sig.

"Jeg overtog det her hus, da konen døde, og manden var død i forvejen. Dengang var de, de første der gik bort i dette kvarter, så mine naboer var over 80 år alle sammen. Så er der så langsomt kommet nye til," fortæller Palle Holm.

Købmandsbutik brændte

En pludselig ændring i landsbyen kom der dog for et par år siden, da den lokale købmandsbutik brændte.

"Hvis man ser helt overfladisk på det, så har landsbyen selv ikke ændret sig, siden købmandsbutikken brændte. Men vi mødes ikke så meget mere. Jeg har ikke hjemmeboende børn længere, så alle på min alder, vi skal selv opsøge hinanden, hvor vi tidligere kunne mødes hos købmanden. Det mangler vi," fortæller Palle Holm.

Der er blevet arbejdet på at skabe et nyt forsamlingssted, men der mangler fortsat et sted, hvor borgerne i Spørring kan handle deres dagligvarer ind. Palle Holm fortæller, at han selv, ligesom andre borgere i landsbyen, foretrækker at sætte kursen mod nord, når der skal handles.

"Vi skal jo ud og køre bil alligevel, og det koster en bondegård at parkere en bil i Aarhus. Der er lidt længere, men det er meget lettere. Og så ligger Randers Storcenter syd for Randers i Paderup," siger Palle Holm.

Skulle der komme en ny købmand i Spørring, håber Palle Holm, at den vil ligge ude ved Randersvej, så forbipasserende forhåbentlig kan være med til at holde gang i butikken.

På tur med Jesper

'På tur med Jesper' er en artikelserie, hvor jeg tager på tur i oplandet og sammen med Lokalavisen Aarhus' læsere bliver klogere på, hvad der foregår i Aarhus Kommune. Jeg tager rundt uden planer og aftaler og finder i stedet de lokale historier på dagen, hvor jeg er på besøg.

Næste tur går til Lillering torsdag 12. november.

Har du en god lokalhistorie fra oplandet, eller har du en landsby, du godt kunne tænke dig at vide mere om, kan du skrive til mig på Jesper.Gundorph@lokalavisen.dk eller ringe på telefon 5156 1937.

Publiceret 14 November 2020 06:00