Inger Birgitte Bruhn.

Inger Birgitte Bruhn.

Præsteklumme: Barneblik

Af
sognepræst Inger Birgitte Bruhn

Brabrand-Sdr. Årslev Kirker

Præsteklumme "Moar, se mig! Se, mig, mor!" Vi kender råbet. Og hvor mange gange har man ikke også vendt sig om mod den lille på rutsjebanen, i træet, på gyngen eller klatrestativet og sagt: "Nej, hvor er du dygtig!" Jeg har i hvert fald. Men var det det, som var meningen? Var det ros den lille ville have? Var det en vurdering hun bad om? Ville han anerkendes for en bedrift? Nej, egentlig ikke. Den lille bad bare om at blive set, det var det hele. Det var ikke en bøn om at blive holdt op mod andre eller holdt op mod sig selv, og det man kunne på et andet tidspunkt. Det var bare et råb om at blive set. Tankevækkende, ikke?

"Vor Herre ta'r de små i favn, dem må I ikke hindre, for det er Jesu blik I ser, I barneøjne tindre." Sådan synger vi engang imellem, når der er barnedåb. I barnets blik, ser vi Jesu blik. Og derfor er barnet noget særligt, og derfor har barnet en særlig status. Et få måneder gammelt spædbarn, kan se helt klart med store blå øjne. Det bare ser og ser. For at lære verden at kende. Og samtidig kan man få fornemmelsen af, at det ser helt ind i sjælen på en. Helt ind til det allerinderste. Og man kan næsten synes, det bliver ubehageligt, så man gør, hvad man kan for at få den lille til at smile og grine, så blikket bliver knapt så dybt og klart. Og samtidig så er der det forunderlige, at når det lille barn bare ser og ser; med Jesu blik; det blik som ser mig, ser min sjæl, det inderste, så ser det ikke alt det, som jeg og andre ser: det mislykkede og mine svagheder, side om side med mine talenter og det, som jeg er stolt af. Det lille barn ser mig.

Det lille barn ser mig, ligesom det selv kalder på at blive set. Ikke for sine bedrifter på legepladsen, men som det menneske det er.

Publiceret 07 November 2020 06:00