Henrik Kallestrup kom fra en stilling som skoleleder fra Viby Skole, da han blev skoleleder for Skødstrup Skole.

Henrik Kallestrup kom fra en stilling som skoleleder fra Viby Skole, da han blev skoleleder for Skødstrup Skole. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Kommunens største skole skal atter have ny leder

Henrik Kallestrup er stoppet på Skødstrup Skole for at blive skolechef i Horsens Kommune

Af
Kim Skovrup Andersen

Skoleliv Halvandet år. Det var, hvad det blev til for Henrik Kallestrup i jobbet som skoleleder på Skødstrup Skole.

Han har søgt nye udfordringer og er begyndt som skolechef i Horsens Kommune fra 1. november.

Dermed går arbejdet i gang med at finde en skoleleder til en skole, som Henrik Kallestrup selv kalder 'et særdeles attraktivt sted' at søge job.

"Det er en skole præget af ekstremt dygtige medarbejdere, et stærkt ledelsesteam og en fantastisk gruppe af forældre. Borgerne i Skødstrup vil skolen, der som kommunens største kræver, at man kan skifte perspektiv fra skolen til det fælles til samtalen i 5.b. Men først og sidst er det en skole med en fantastisk opbakning, og det har været en kolossal dejlig oplevelse," siger Henrik Kallestrup, der kom til Skødstrup Skole fra et job som skoleleder på Viby Skole.

Henrik Kallestrup blev konstitueret skoleleder i foråret 2019, da den tidligere leder Mikkel Kruuse-Andersen blev fjernet fra posten efter kritik fra blandt andet skolebestyrelsen. Herefter blev Henrik Kallestrup fastansat som leder af Skødstrup Skole.

Han ser på det seneste halvandet år som en periode, hvor medarbejdere, elever, forældre og ledelsesteamet har flyttet Skødstrup Skole meget i en positiv retning.

"Jeg er ufattelig glad for den opbakning og vilje, jeg blev mødt med i Skødstrup til at forandre noget, der ikke fungerede. Det har været helt særligt at opleve. Skolen er forsat i en god udvikling, og jeg er derfor tryg ved at overdrage ansvaret til en ny skoleleder, der sammen med elever, medarbejdere og forældre kan føre Skødstrup Skole mod endnu bedre læring, trivsel og fællesskab for alle børn og voksne."

Fortrøstningsfuld skolebestyrelse

Skolebestyrelsesformand Jeanette Baagø takker Henrik Kallestrup for et godt samarbejde. Også hun er fortrøstningsfuld:

"Det er trist, at vi ikke længere skal samarbejde med Henrik. Men vi står på Skødstrup Skole i dag et rigtigt godt sted, og vi kommer fint videre i samlet flok," siger Jeanette Baagø.

Jeg er ufattelig glad for den opbakning og vilje, jeg blev mødt med i Skødstrup til at forandre noget, der ikke fungerede. Det har været helt særligt at opleve

Børn og Unge-chef Karina Møller indleder fasen henimod ansættelse af en ny skoleleder til Skødstrup Skole og inddrager skolebestyrelsen, MED-udvalg og lederteamet i arbejdet. På den praktiske bane er viceskoleleder Marianne Bach konstitueret som skoleleder, mens ledelsesteamet fordeler en række opgaver.

Henrik Kallestrup kom fra en stilling som skoleleder fra Viby Skole, da han blev skoleleder for Skødstrup Skole.

Henrik Kallestrup kom fra en stilling som skoleleder fra Viby Skole, da han blev skoleleder for Skødstrup Skole. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Skødstrup Skole

  • Skødstrup Skole er kommunens største og blandt landets allerstørste folkeskoler med 1.250 elever og 140 ansatte.
  • Fysisk er skolen indrettet i mindre afdelinger, og eleverne i indskolingen, der er delt op i tre 'klynger', færdes kun i en lille afgrænset afdeling med cirka 150 elever i hver – næsten som tre små skoler.

Publiceret 02 November 2020 09:30