Fra torsdag, 29. oktober, og frem til 2. januar er det et krav at bære mundbind eller visir alle indendørs steder, hvor der er offentlig adgang som eksempelvis supermarkeder.

Fra torsdag, 29. oktober, og frem til 2. januar er det et krav at bære mundbind eller visir alle indendørs steder, hvor der er offentlig adgang som eksempelvis supermarkeder. Foto: Jonas Wrede Hansen

Krav om mundbind i supermarkeder:

"Jeg tror mere på en god håndhygiejne"

Man skal bære mundbind eller visir, når man handler ind. Det blev tilsyneladende overholdt torsdag morgen på Trøjborg, selvom det ikke er alle, der tror på effekten ved mundbind

Af
Jonas Wrede Hansen

Coronavirus Det er på med mundbindet eller visiret, hvis man skal handle ind. Sådan er den nye corona-virkelighed, efter kravet om mundbind fra torsdag morgen gælder alle indendørs steder med offentlig adgang som eksempelvis supermarkeder. Ud fra en meget simpel optælling, som Lokalavisen Aarhus torsdag morgen foretog i tre supermarkeder på Trøjborg i den nordlige del af Aarhus, virker det til, at aarhusianerne er opsat på at efterleve det nye krav.

Fra klokken 08.40 og ti minutter frem gik i alt 15 kunder ind i Rema 1000 på Trøjborgvej, og alle havde taget mundbind på, før de befandt sig inde i selve butikken. Det samme gjorde sig gældende i Fakta i Tordenskjoldsgade, og i Løvbjerg i Otte Ruds Gade gik alle kunder torsdag morgen også ind med mundbind på, hvor de i butiksindgangen blev mødt af købmand Nichlas Skaaning Møller.

Vi forventer ikke umiddelbart nogen problemer

Nichlas Skaaning Møller, købmand hos Løvbjerg på Trøjborg

"De første fire dage, hvor alting er nyt, har vi medarbejdere stående ved indgangen for at udlevere gratis mundbind til alle dem, der muligvis har glemt deres mundbind. Ved at hjælpe på denne måde forventer vi, at vi kan undgå problemer," fortæller Nichlas Skaaning Møller til Lokalavisen Aarhus.

Købmand Nichlas Skaaning Møller stod torsdag morgen klar i indgangen til Løvbjerg på Trøjborg for at uddele gratis mundbind til de kunder, der havde glemt et.

Købmand Nichlas Skaaning Møller stod torsdag morgen klar i indgangen til Løvbjerg på Trøjborg for at uddele gratis mundbind til de kunder, der havde glemt et. Foto: Jonas Wrede Hansen

Da butikken havde haft åbent i en times tid, var der indtil videre syv glemsomme kunder, som havde taget imod et mundbind. Ifølge den aarhusianske købmand har det endnu ikke skabt problemer, at de har givet folk en påmindelse om det nye krav, og han forventer heller ikke, at det kommer til at skabe konflikter i fremtiden.

"Vi forventer ikke umiddelbart nogen problemer. Det er vores opfattelse, at langt de fleste kunder bakker op om de nye retningslinjer. Og til de få, der har glemt det, står vi klar med et gratis mundbind," fortæller Nichlas Skaaning Møller.

En vanesag

En af de kunder, som havde husket et mundbind, inden hun trådte ind i Løvbjerg, er Maria Bækgaard. Hun arbejder som fysioterapeut, så hun har under covid-19-epidemien været vant til at bære mundbind, og hun ser ikke noget problem med, at det nu er blevet et krav i supermarkeder.

Jeg har det på, fordi jeg følger myndighedernes retningslinjer, men jeg er ikke helt sikker på, at mundbind virker

Lars Bonne, kunde i Løvbjerg

"Jeg tænker, at hvis folk får den opfattelse, at mundbindet er til for, at vi passer på hinanden, så tror jeg, at folk gerne vil bruge det. Jeg har i hvert fald ikke noget imod det, og jeg kommer til at huske mundbindet, hver gang jeg skal handle ind," fortæller Maria Bækgaard torsdag morgen til Lokalavisen Aarhus.

Maria Bækgaard arbejder som fysioterapeut, så for hende er det helt normalt at bære mundbind.

Maria Bækgaard arbejder som fysioterapeut, så for hende er det helt normalt at bære mundbind. Hun har derfor heller ikke noget problem med at tage det på, når hun skal handle ind. Foto: Jonas Wrede Hansen

Hun er desuden begejstret for, at Løvbjerg har valgt at uddele gratis mundbind til de kunder, der har glemt et.

"Jeg var ikke klar over, at de gjorde det, men det er da smart, og så sikrer Løvbjerg selvfølgelig også, at de ikke mister kunder," lyder det fra Maria Bækgaard, der kvitterer med et lille smil bag den lyseblå ansigtsmaske.

Lars Bonne er også i Løvbjerg torsdag morgen for at handle ind, og han huskede også at tage et mundbind med hjemmefra, selvom han tvivler lidt på, om det har den store effekt.

"Jeg har det på, fordi jeg følger myndighedernes retningslinjer, men jeg er ikke helt sikker på, at mundbind virker. Jeg tror mere på en god håndhygiejne," fortæller Lars Bonne, der dog på trods af sin skepsis ikke tror, at han kommer til at glemme mundbindet, så længe det er et krav.

"Jeg tænker, at det bliver en vanesag," fortæller han.

Lars Bonne vil gerne følge myndighedernes anbefalinger, men tror mere på god håndhygiejne end effekten ved mundbind.

Lars Bonne vil gerne bruge mundbind for at følge myndighedernes anbefalinger, men han tror mere på en god håndhygiejne end på effekten ved mundbind. Foto: Jonas Wrede Hansen

Nichlas Skaaning Møller, købmand i Løvbjerg på Trøjborg, har slet ikke tænkt tanken, at det bliver nødvendigt at smide kunder ud, der ikke bærer mundbind. Det er hans erfaring, at kunderne i Løvbjerg overholder de krav og anbefalinger, der har været gældende, siden epidemien blussede op i Danmark.

Krav om mundbind

Fra torsdag, 29. oktober, frem til 2. januar skal der bæres mundbind eller visir visse steder i det offentlige rum.

Det drejer sig om følgende steder:

  • Ungdomsuddannelser, voksen- og videregående uddannelser. Må tages af i undervisningen.
  • Kulturinstitutioner såsom biblioteker og museer.
  • Biografer. Må tages af, når man sidder ned.
  • Supermarkeder.
  • Sygehuse og læger.
  • Partybusser.
  • Al offentlig transport.
  • Restauranter, caféer og barer. Mundbind må tages af, når man sidder ned.

Følgende personer kan undtages for anbefalingerne om brug af mundbind:

  • Børn under 12 år.
  • Personer, der har nedsat bevidsthedsniveau.
  • Personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.
  • Personer som har betydeligt ubehag ved brug af mundbind.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Publiceret 29 October 2020 12:15