Pressefoto: AUH

Aarhus runder 600 coronasmittede på en uge

Af
Jeppe Rafn

73 aarhusianere er ifølge Aarhus Kommune i det seneste døgn konstateret smittet med covid-19.

Det er flere end i går, hvor der var 41 nye smittetilfælde, men færre end i forgårs, hvor der var 88 tilfælde. Tallene fra de foregående to døgn er dog ikke helt retvisende, da de 41 tilfælde kun dækkede over 19 timer, mens de 88 tilfælde var fundet i løbet af 28 timer. Antal nye smittetilfælde i de to foregående tal vil derfor alt andet lige være tættere på hinanden end de officielle tal, og dermed vil der ikke være den store afvigelse i coronatallene for Aarhus i de seneste døgn.

I løbet den seneste uge er præcis 600 aarhusianere smittet med coronavirus, og incidensen er på 171. Incidenstallet angiver antal smittede på en uge per 100.000 borgere.

Hvis Aarhus Kommune skal holde sig under incidens-bekymringsgrænsen på 20, må der i gennemsnit kun være 10 nye smittetilfælde om dagen, så coronatallene i disse dage må siges at være relativt høje.

På landsplan er der i dag onsdag bekræftet 1.017 nye smittetilfælde, og seks personer er døde med coronavirus. 136 personer er indlagt med covid-19. Af dem er 18 på intensiv, og af de 18 er 15 i respirator.

ANTAL SMITTEDE I AARHUS I DE SENESTE 15 DAGE

Onsdag 28. oktober: 73

Tirsdag 27. oktober: 41

Mandag 26. oktober: 88

Søndag 25. oktober: 68

Lørdag 24. oktober: 70

Fredag 23. oktober: 157

Torsdag 22. oktober: 103

Onsdag 21. oktober: 46

Tirsdag 20. okober: 44

Mandag 19. oktober: 30

Søndag 18. oktober: 41

Lørdag 17. oktober: 35

Fredag 16. oktober: 31

Torsdag 15. oktober: 31

Onsdag 14. oktober: 32

Kilde: Aarhus Kommune

Publiceret 28 October 2020 14:42