26-årige Parwez Noori har startet virksomheden Botlab, der automatiserer gentagende arbejdsprocesser. Foto Mikael Larsen

26-årige Parwez Noori har startet virksomheden Botlab, der automatiserer gentagende arbejdsprocesser. Foto Mikael Larsen

Iværksætter vil gøre arbejdscomputeren selvkørende

26-årige Parwez Noori har startet virksomheden Botlab, der automatiserer kedelige arbejdsprocesser

Af
Trille Skøtt-Jensen

Robotteknologi Parwez Noori er bidt af en ivrig iværksætter. Han har tidligere haft en virksomhed, hvor han solgte italiensk tøj. Men nu har han stiftet IT-virksomheden Botlab, som leverer robotteknologi til virksomheder. Helt specifikt har han udviklet en løsning, som automatiserer kedelige tasteopgaver på computeren, som han selv betegner som "rugbrødsarbejde."

"Mange daglige arbejdsopgaver ved computeren går med at copy/paste fra et dokument til et andet eller indtaste oplysninger i Excel. De opgaver tager lang tid ,og det behøver de ikke gøre. Når man kan opstille simple regler, kan opgaven i virkeligheden automatiseres, f.eks. indhentning af forskudsopgørelser på flere tusinde kunder på en enkelt dag i revisionsbranchen eller afløftning af informationer på flere hundrede faktura bilag om dagen i logistikbranchenså," forklarer Parwez Noori.

Kan lave det samme som medarbejder

Botlab er en forkortelse for robotlaboratoriet - og i laboratoriet har han fundet på en løsning, som får computeren til at være selvkørende ved rutineprægede arbejdsgange. Det vil sige, den kan lave nøjagtig det arbejde på tasterne, som en medarbejder gør. Han er selv uddannet Cand.merc. og kender til problemerne med evindelige rutineprægede tasteopgaver fra revisionsbranchen. Det er de opgaver, som har inspireret som har inspireret ham til at starte softwarevirksomheden Botlab.

"Opgaverne, som robot-teknologien kan overtage, beskrives bedst som de opgaver, der i sig selv tager få minutter at udføre, men som i kraft af sin volumen hurtigt bliver til mange timers arbejde, når de skal afvikles gentagende gange af en menneskelig medarbejder," siger iværksætteren.

Han understreger også, at robotten kan udføre de samme opgaver, som en medarbejder - men uden at lave fejl.

"Derfor kan det være en stor gevinst i både øget medarbejdertrivsel og besparet arbejdstid, som kan bruges på andet værdiskabende arbejde," siger Parwez.

Hans forsikrer, at intentionen ikke er at erstatte mennesker med robotter.

"Nej, teknologien skal bruges til at få mest muligt ud af arbejdstiden, der hvor det giver mest mening. Og det kan det gøre for alle typer af virksomheder, der har gentagende arbejdsprocesser," fortæller han.

Det er ikke første gang, Parwez Noori arbejder med automatisering. Tidligere har han gjort det inden for revision, undervisning og logistik.

12 timers arbejdsdage

"Jeg vil have indsigt i flere brancher og optimere processerne i alle mulige typer virksomheder. Vi udvikler vores løsninger i et samarbejde med vores kunder, så vi er ikke nødvendigvis afgrænset til ét område," siger han.

Konceptet for Botlab er, at kunderne ikke køber udviklingstimer, men i stedet udvikler, driver og vedligeholder robotløsninger for et fast månedligt beløb.

Fra kontoret i Nørrebrogade i Aarhus hos Iværksætterkollektivet arbejdes der med at skaffe flere kunder til virksomheden. Målgruppen er små og mellemstore virksomheder. Der er allerede flere gode kunder som Kursusfabrikken og flere revisionsfirmaer, men der er endnu ikke kunder nok til, at Parwez kan leve af det, på trods af 12 timers arbejdsdage. Han har ansat to studiemedarbejdere og en praktikant.

"Lige nu lever jeg af min opsparing. Men det er den vej, jeg vil. Jeg brænder for at automatisere processer, som jeg dybest set synes, man burde være fritaget for som medarbejder. Og jeg drives af trangen til at skabe noget og løse problemer. Botlab kan løse helt konkrete problemer for virksomhederne," fortæller den unge iværksætter, der også har andre automatiseringsprojekter i støbeskeen.

Læs mere om Botlab på botlab.dk.

Publiceret 25 October 2020 05:00