Allan Jensen (til højre) er her sammen med en af sine venner, der også kommer på Værestedet.

Allan Jensen (til højre) er her sammen med en af sine venner, der også kommer på Værestedet. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Allans vej væk fra gaden: Kan man overhovedet have venner som hjemløs?

Lokalavisen Aarhus følger den hjemløse Allan Jensen det kommende år. Hans mål er at få sin egen lejlighed og få kontakt med sin datter igen. Det her er anden del af Allans fortælling

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

hjemløshed Allan Jensen har lige været ude på en poverty walk, men der går lige lidt tid, inden han er klar til interviewet. Det vender vi tilbage til.

Det er efterhånden en måneds tid siden, jeg senest mødte Allan til det første interview. Artiklen og oplevelser gennem den seneste måned har sat gang i nogle tanker hos den 33-årige hjemløse. Blandt andet har han gjort sig en masse kraftige overvejelser omkring venskaber. For kan man overhovedet være hjemløs og have venner?

Det kan man godt, og Allan har også venner, lyder svaret på det spørgsmål, men han har samtidigt måtte indse, at hvis han skal væk fra gaden, som stadig er hans mål, så skal han have nogle af vennerne på afstand.

Lyt til podcast-serien om Allans vej væk fra gaden herunder

"Jeg har vidst det hele tiden. Men jeg prøver at se det bedste i alle mennesker. Nogle af de bedste venner, jeg har haft, er begyndt at ryge freebase (en type kokain, red.), som er super in for tiden. Folks hjerner smuldrer af det. De bliver paranoide, skizofrene og totalt egocentrerede, og deres reptilhjerner kommer tilbage. Jeg har haft venner, som på tre måneder blev fuldstændig fokuseret på, hvad der ligger på bordet i stedet for at være i samværet. Det er ikke venskabet, de går efter. De går efter, hvad du kan give, og hvad du har af stoffer."

Omkostninger

At Allan er nået til den erkendelse, har betydet, at flere af dem, han betragtede som sine venner, er et sted, hvor han ikke længere føler, at de giver ham noget. Men det har ikke været uden følelsesmæssige omkostninger at indse.

"Det skræmte mig faktisk. Jeg har mistet et par gode venner på det sidste - ikke mistet, men jeg har indset, at det egentlig ikke er et venskab. Man kender måske over 1.000 mennesker, når man kommer fra det her miljø, men ens venner kan man jo tælle på en - maks to - hænder. Jeg har oplevet, at de bare går og kigger ned i jorden og venter på deres næste måde at indtage stoffer på."

Allan Jensen sidder ind imellem her og ryger.

Allan Jensen sidder ind imellem her og ryger. Foto: Camilla Olesen

At han er blevet skræmt, har også betydet, at han er blevet endnu mere bevidst om, hvordan han ikke vil ende.

"Jeg plejer at sige, når jeg taler med de andre: Hvis jeg nogensinde bliver sådan der, så siger I det til mig - ligeledes siger jeg det til dem, for hvis det er mere vigtigt, hvad der står imellem os, end det vi laver sammen, så betrager jeg det ikke som et venskab. Jeg kan heller ikke vide, om de vil stjæle fra mig. De står jo nærmest og kigger mere på bordet end dig. Jeg har oplevet, hvis jeg har stået og røget med folk, at når der ikke er mere at ryge, så har de pludselig noget andet, de skal. Det er et falsk venskab. Mit liv er det vigtigste nu - og så de få venskaber, der er tilbage."

Ensomhed

Allan Jensen er blevet skræmt af at se sine venner ændre sig markant, og selv om han er bevidst om, at han ikke skal bruge tid sammen med med dem, så gør det alligevel ondt, og han føler sig ensom.

"Det vil jeg faktisk sige, at jeg gør, selv om jeg er meget social og kommer omkring mange mennesker. Jeg føler egentlig ikke, at der er så mange, jeg kan stole 100 procent på. Det er lidt hult."

Han har brugt mange af sine kræfter og energi på at hjælpe andre og få stoppet nogle af de unge i at komme derud, hvor han er. For han har set og oplevet på egen krop, hvad stoffer og livet som hjemløs gør ved en. Når han er på ungeherberget, rækker han ofte ud til de unge og forsøger at hjælpe dem, så de ikke ender samme sted som ham, men det er ikke altid nemt.

"Jeg kan godt lide at præge og guide dem, der ikke er så meget inde i miljøet som jeg og prøve at få dem til at holde sig væk. Men jeg har brændt mine naller så mange gange. Jeg tør nærmest ikke mere, for jeg bliver såret hver evig eneste gang. Jeg tror, at jeg kan redde alle i hele verden, men det starter med en selv, og nu har jeg gået og brugt rigtig lang tid på at være noget for alle andre i stedet for at se på mine egne problemer. For det er jo lettere - og det er derfor, det hele er så rodet for mig, for nu skal jeg til at tage stilling til mig selv. Det tankemylder, jeg har, inden jeg lægger mig til at sove, er det, jeg prøver at slukke for. Det er det, jeg nu skal bruge progressivt og positivt til at komme fremad. Det skal være mit brændsel."

Hvad mener du med, at du har brændt nallerne?

"Hvis jeg har rakt ud efter en og gjort en masse for personen, har jeg oplevet og indset, at alt det, jeg har sagt, bare kommer ind ad det ene øre og ud af det andet. Jeg har oplevet én, som nu er ude af det og bor i en anden by og klarer sig godt. Men jeg har også oplevet, at jeg nærmest har skubbet dem i den anden retning - ligesom hvis min mor sagde, at kogepladen var varm, så skulle jeg lige hen og mærke, om det var rigtigt. Hvis du siger til dem, at de skal holde sig fra det, så er det lige før, at det bliver mere spændende for dem."

Indslaget er produceret af Lars Christensen, TV Aarhus

De venner, Allan havde, inden han endte på gaden, har han ikke den store kontakt med. Han er ikke uvenner med dem, men som han selv beskriver, så har de været de kloge og har trukket sig.

Ny vennekreds

Han har også konkluderet, at han er nødt til at få en ny vennekreds, når han er på den anden side, men han håber, at han stadig kan holde fast i nogle af de gode venner fra Værestedet, og også nogle af de positive elementer, der er forbundet med stedet. Han vil gerne være en del af Sand, De Hjemløses Landsorganisation, selv om han får en lejlighed og har kontakt til sin datter. Han har også et ønske om at fortsætte sine poverty walks og salg af Hus Forbi.

"Selvfølgelig skal jeg have en ny vennekreds. Det kommer nok helt naturligt, men det er ikke sådan, at jeg går og tænker, at nu skal jeg ud og finde nye venner. Det er jo ikke bare noget, man gør, men jeg regner med, at når jeg flytter mig, så møder jeg nye mennesker, og så deltager folk aktivt, og så kommer man til at få nye venskaber og nye bekendte. Det, er jeg sikker på, kommer helt naturligt."

"Jeg er begyndt at være åben overfor mine følelser, for det er sådan, jeg har det, og så er jeg begyndt at arbejde med det i stedet. Det kommer ikke til at blive bedre af, at jeg sidder fast - hverken for min datter eller mig selv. Jeg har ikke tænkt mig, at der skal gå et halvt år mere, før jeg får min datter at se. At få set hende, tror jeg, vil være rigtig godt brændstof og give fornyet energi. Men jeg er udmærket godt klar over, hvad der skal gøres. Jeg tror bare, at jeg er bange for resultatet. Både i forhold til min datter og i forhold til mit eget liv og fremtiden. Nu har jeg valgt, at jeg skal tage chancen og gøre det på den rigtige måde, for ellers ved jeg ikke, hvor mange chancer, jeg efterhånden får."

Og så tilbage til begyndelsen af artiklen. For grunden til, at der går noget tid, inden Allan er klar til at tale, er, at han har brug for at ryge noget heroin. Han er overgået til at få udleveret sin medicin ved X-Rus på Sumatravej ikke langt fra Værestedet i Jægergårdsgade. Han er løbet tør for medicin, og han fik ikke fat i sin læge, før telefontiden var forbi om morgenen.

"Mange vil nok sige, at det er et tilbagefald, at jeg sidder og ryger, men i virkeligheden har jeg brugt det som noget praktisk. Jeg kunne ikke gå ned på Sumatravej i dag og få medicinen udleveret, så alternativet var, at enten skulle jeg rende syg rundt, eller også skulle jeg sørge for at få trangen dækket. Jeg føler mig ikke påvirket, eller at jeg er helt væk. Jeg var nødt til at gøre det for ikke at få det skidt, og det er selvfølgelig ikke noget, der skal fortsætte. Jeg havde en aftale med Sumatravej i fredags, som jeg kom for sent til, så jeg skal have lavet en ny tid. Jeg har været en kløvning (et fjols/klodsmajor på nordjysk, red.). Det er ikke altid, at jeg vågner og har energi til at ringe til lægen inden klokken 8.45, så det har jeg ikke nået. Det er så dumt, og jeg kan ikke ringe midt på dagen, for sekretæren må ikke udskrive det. Jeg skulle bare have haft ringet, så jeg kunne have været på apoteket og hentet det."

Et indblik i livet som hjemløs

Jeg møder 33-årige hjemløse Allan Jensen første gang i min sommerferie, hvor jeg sammen med min familie er på en tur med ham - en såkaldt poverty walk.

Det er en gåtur gennem Aarhus, hvor tilhørerne får et indblik i, hvordan det er at være hjemløs i Smilets By. Allan er afhængig af heroin og hash og er én af de forholdsvist velfungerende socialt udsatte, der er i stand til at tage deltagere med på poverty walk. Han fortæller om sin egen skæbne og det barske liv på gaden.

Jeg bliver fascineret af hans historie, og hvorfor han er endt på gaden. Hans mål er at komme væk derfra, få sin egen lejlighed og få samvær med sin datter på fem år, som han ikke har set i halvandet år. Men det kræver hårdt arbejde, og det er svært for Allan at tage sig sammen og få livet på ret køl, men hans vilje fejler ikke noget. Allan indvilliger i, at jeg følger ham det kommende år, men det er med forbehold, for jeg er ikke sikker på, om han dukker op til vores aftaler. Det her er Allans historie, fortalt af Allan til mig. Det her er del to i hans fortælling.

Publiceret 24 October 2020 07:00