Black Friday bliver i år forlænget.

Black Friday bliver i år forlænget. Foto: Adobe Stock

Black Friday bliver forlænget

Den traditionelle Black Friday er aflyst i år

handel Black Friday bliver i år til black weekend, og det bliver samtidig startskuddet til årets december-julehandel i de fysiske butikker.

Ændringerne sker i lyset af corona-situationen i Danmark og Aarhus, og derfor er det anbefalet, at butikkerne afvikler Black Friday over flere dage og timer. Aarhus City Forening anbefaler, at butikkerne ikke laver kø-tilbud og begrænser antallet af aktiviteter i butikkerne, så der ikke kommer for mange mennesker på én gang.

At lave den sorte fredag om til en sort weekend er et resultat af en drøftelse og et samarbejde mellem city-direktørerne i Danmarks fire største byer København, Aarhus, Odense og Aalborg, som i fællesskab er blevet enige om at anbefale denne model i de pågældende byer.

Det tages naturligvis forbehold for eventuelle yderligere restriktioner i forbindelse med corona fra regeringens og sundhedsmyndighedernes side på det pågældende tidspunkt, ligesom en tæt dialog med kommune og de lokale politimyndigheder vil være i fokus.

Claus Bech, direktør i Aarhus City Forening, udtaler:

"Vi håber, at butikker såvel som kunder bakker op omkring tiltagene og anbefalingerne, benytter de udvidede åbningstider samt husker at holde afstand til hinanden med respekt for myndighedernes anbefalinger. Samtidig er det vigtigt at understrege, at black friday er en begivenhed, som under alle omstændigheder vil blive markedsført og afviklet i detailhandlen generelt og ikke mindst på nettet verden rundt, og det er derfor også vigtigt, at de fysiske butikker i Aarhus City får del i denne vigtige julehandelsomsætning op mod månedsskiftet og december-julehandlen. Med denne anbefaling sikrer vi, at butikkerne får spredt handlen ud over flere dage og på den måde kan sikre en tryg, forsvarlig og sikker black weekend til glæde for både byens butikker og kunder," siger Claus Bech.

cko

Publiceret 23 October 2020 14:30