Jesper Overgaard startede brætspilscaféen i Vestergade i 2015. Arkivfoto

Jesper Overgaard startede brætspilscaféen i Vestergade i 2015. Arkivfoto

Aarhus Brætspilscafé sat til salg:

"Jeg sælger ikke til en, der vil vælte det hele"

Efter fem år har Jesper Overgaard valgt at sætte sine to populære caféer til salg

Af
Danni Paulsen

Det var helt nyt i Aarhus - og nu er der to.

Aarhus Brætspilscafé i Vestergade så dagens lys i september 2015 og blev hurtigt et hyggeligt og populært tilholdssted for spilleglade aarhusianere.

I starten af 2018 åbnede ejer Jesper Overgaard så endnu en café med samme koncept i Fredensgade, men nu har han sat sine to caféer og selskabet bag til salg.

"Efter fem år tror jeg, at jeg skal til at lave noget andet. Det er jo en fin forretning, og der kommer masser af kunder, men jeg kan mærke, at der er andet, som jeg hellere vil lave, der trækker i mig efterhånden," fortæller iværksætteren, og afviser, at coronakrisen, som har været hård ved restaurationsbranchen, er årsag til, at han vil sælge.

"Det er det ikke. Jeg indrømmer, at 2020 bliver ikke et verdensklasse regnskabsår. Det kan det ikke blive, men jeg tror, vi klarer os bedre end så mange andre i branchen. Vi klarer os faktisk fint."

Skal finde den rigtige køber

De positive regnskaber siden starten i 2015 vidner også om en sund forretning.

"Jeg sælger bare fordi, jeg skal noget andet i mit liv. Jeg er sådan en, der godt kan lide at starte nye ting, og brætspilscaféen kører sgu bare. Vi har fundet et koncept, der virker, og folk er glade, så der er ikke de store udfordringer længere. Det er gået over til at være drift, og det er jeg nok ikke den rette til."

Ved siden af Aarhus Brætspilscafé ejer Jesper Overgaard også nogle escape rooms i Aarhus, og en af hans nye udfordringer er at opbygge et sådant i Tilst.

Det er dog ikke hvem som helst, der får lov at købe, bedyrer Jesper Overgaard.

"Jeg har ikke travlt med at sælge den, for den kører fint og passer sig selv. Det skal være den rigtige køber, og man får den heller ikke for en slik, for det er en fin forretning. Og lykkes det ikke, så beholder jeg den."

Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Konceptet skal fortsætte

Og den rigtige køber er ifølge ham en, der vil føre konceptet videre.

"Det bedste scenarie for mig ville være en, der køber konceptet og fortsætter det som brætspilscafé. Det vil være godt for byen, mit personale og kunderne. Jeg har ikke tænkt mig at sælge til en, der vil lukke konceptet og vælte det hele. Så vil jeg hellere selv køre den videre."

Men hvad skal man så slippe for at blive ejer af to veldrevne, hyggelige caféer i Aarhus? Det holder ejeren stadig for sig selv.

"Jeg tror, folk skal kontakte mig, og så må vi blive enige om en pris. Jeg har dog en idé om, hvad selskabet er værd."

Publiceret 18 October 2020 08:28