Martin Bang Christensen nåede lige at snuse til 10 meter-tårnet i Rostock, inden corona-pandamiens 2. bølge tvang ham hjem til Danmark.

Martin Bang Christensen nåede lige at snuse til 10 meter-tårnet i Rostock, inden corona-pandamiens 2. bølge tvang ham hjem til Danmark.

Aarhus-udspringer fanget i ingenmandsland: OL-drømmen må ikke drukne

Martin Bang Christensen er vendt hjem fra tyske Rostock og træner atter i Lyseng Svømmebad. Men hvis han skal i den rette OL-form, kræver det, at han kommer udenlands igen snarest

Af
Kim Skovrup Andersen

SPORT 450 kilometer. Det er afstanden fra Rostock til Harlev. To steder, som fylder meget i Martin Bang Christensens liv.

Han er Danmarks bedste udspringer og har ofte pendlet mellem de to byer hver anden uge for at få optimale træningsbetingelser, så den helt store drøm kan blive til virkelighed: OL-deltagelse i Tokyo i disciplinen udspring fra 10 meter tårn.

Men Corona-pandamiens første og anden bølge er godt og grundigt i gang med at drukne den 22-årige udspringers OL-drøm.

Som en anden Ludo-brik er han slået hjem. Første gang på grund af udsættelsen af sommerens OL, og nu er det de høje smittetal i Danmark, der umuliggør træningsophold i Tyskland.

"Det er træls og frustrerende. Jeg var lige kommet op og snuse til 10 meteren igen, inden vi blev smidt hjem," fortæller Martin Bang Christensen, som er bosat i Harlev.

Her har hans forældre støttet ham moralsk og økonomisk, så den unge aarhusianer kan blive den første danske udspringer, der kvalificerer sig til OL som udspringer fra 10 meter tårn siden 1980.

Men hvorfor så ikke bare blive nede i Tyskland?

"Min træner har nogle ting han skal hjem til, og jeg vil også helst hjem en gang imellem. Helst hver anden uge. Det andet bliver for ensomt, og der er ikke så mange andre udspringere i Rostock," forklarer Martin Bang Christensen.

Han har dyrket udspring, siden han var syv år gammel, og jagten for at komme til at træne under de bedste betingelser har bragt Martin Bang Christensen og træneren Yakov Munkebo rundt omkring i verden lige fra London, Berlin og Kina. Sådan er det, når der ikke er tilfredsstillende faciliteter herhjemme.

Martin Bang Christensen og træner Yakov Munkebo foran Lyseng Svømmebad, hvor Danmarks bedste udspringer træner for tiden.

Martin Bang Christensen og træner Yakov Munkebo foran Lyseng Svømmebad, hvor Danmarks bedste udspringer træner for tiden. Foto: Kim Skovrup Andersen

"Jeg ser jo Martin mere end min egen søn, og vi har rejst meget sammen. Martin er nærmest som en ekstra søn, og når vi er afsted, passer jeg på ham, som var han min egen søn," siger Yakov Munkebo og fortsætter:

"Mit store ønske er at stå ved bassinkanten til et OL og se Martin få succes."

Yakov Munkebo var selv tæt på at kvalificere sig som udspringer i 2000 til OL i Sydney.

"På den måde lever jeg min drøm ud gennem Martin. Denne her drøm har brændt sig godt fast i os begge. Derfor betyder det også meget for os begge, og derfor bruger vi også så meget tid på det," pointerer træneren.

Har lige vundet DM

Et lille lyspunkt i mørket for Martin Bang Christensen var forleden til DM i Farum, hvor han vandt på 1 meter og 3 meter vippe. Og satte tilmed ny dansk rekord på sidstnævnte.

Det er med at bevare motivationen.

"Jeg hygger mig stadig med at komme til træning her i Lyseng Svømmebad, og så tager jeg en dag ad gangen og prøver at lade være med at tænke for meget over det. Jeg fokuserer på min træning og at gøre det så godt som muligt, men det er da en frustrerende situation, hvor jeg føler, jeg sidder lidt fast," siger Martin Bang Christensen.

Når Martin Bang Christensen ikke kan træne fra et 10 meter tårn, står en almindelig træningsdag på styrketræning og som her baglæns saltomortaler. Træner Yokov Munkebo følger og filmer for at perfektionere teknikken.

Når Martin Bang Christensen ikke kan træne fra et 10 meter tårn, står en almindelig træningsdag på styrketræning og som her baglæns saltomortaler. Træner Yokov Munkebo følger og filmer for at perfektionere teknikken. Foto: Kim Skovrup Andersen

Duoen er overbevist om, at det udsatte OL bliver til noget til sommer.

"De seneste meldinger fra IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.) er, at OL nok skal blive til noget. Det er dyrere at aflyse OL end at holde det på lavt blus," siger Yakov Munkebo.

Spørgsmålet er så hvor mange tilskuere, der må komme til udspringskonkurrencer, der ifølge Yakov Munkebo er en af de allermest sete sportsgren til OL.

Lige nu arbejdes intenst på at finde nye træningsfaciliteter i Skandinavien eller komme tilbage til Tyskland. Men tiden er knap. OL-kvalifikationsstævnet kommer til at foregå til april i Tokyo.

Det tager fire til fem måneder at opbygge muskler og teknik for at kunne levere på et konstant højt niveau. Og den træning Martin Bang Christensen har haft indtil nu vil være spildt, hvis han misser blot et par ugers træning.

"Vi kan ikke vente mere. Jo længere vi venter, desto sværere bliver det," siger Martin Bang Christensen.

"Det her er en kæmpe investering for os begge to. Vi har begge investeret for meget i det her til at give op nu," fastslår Yakov Munkebo.

Publiceret 18 October 2020 09:00