Laura Gylden Damgaard. Foto: PR

Laura Gylden Damgaard. Foto: PR

Præsteklumme: If you change the name...

Af
sognepræst i Egå Kirke

Laura Gylden-Damgaard

præsteklumme I begyndelsen af august måned kom nyheden. Danmark havde fået et nyt parti. De 20.000 underskrifter var i hus. Veganerpartier med sine tre fokusområder - dyrerettigheder, klima og miljø og folkesundhed – var en realitet.

Der er sjældent noget, der kan skabe debat som en god bøf. Retten til at kaste sig over den en fredag aften - medium stegt med ovnkartofler og god bearnaise. Eller pligten til at lade være med tanke på planetens overlevelse. Siden Veganerpartiet har meldt sig på banen, har debatten gået højt. For og imod. Ris og ros. "Et urealistisk projekt", "ekstremistiske" eller omvendt "et nødvendigt parti", "på tide"...

Lige meget hvor man placerer sig i debatten, så er den et klassisk eksempel på det knapt så sympatiske, at vi gerne luner os ved en god grænsedragning. Måske der er noget trygt ved at kunne trække stregerne skarpt op. At få lov at definere sig selv som inde ved at pege på dem, der er ude.

Selv hører jeg til kategorien rødhåret abekat, men der findes jo også skaldepander, tyksakker, brilleaber og pygmæer – og så selvfølgelig kødædere og veganere. Alt sammen ord, der peger i retning af, at vi gerne vil organisere verden i stereotyper.

Men jeg tror, det er vigtigt at huske, at ordet også skaber, hvad det nævner. I skolen finder vi (forunderligt nok) stadig både "de stille piger" og "de vilde drenge" brugt som massebetegnelse. Menneskelig kassetænkning, der er med til at gøre livet mindre og lukke hinanden inde eller ude.

På engelsk er der et ordsprog, der hedder "If you change the name, you change the game". Sproget har magt, sproget har konsekvenser. Det er med til at sætte dagsordenen. Og derfor ligger der en opgave gemt i at huske nuancerne og lade stereotyperne ligge. Der er noget evangelisk - noget grænsenedbrydende og glædeligt - ved at kunne se andet end det, der umiddelbart ligger lige for. Det gælder både i forhold til virkeligheden og til vores medmennesker.

Mit ærinde er altså ikke at argumentere hverken for eller i mod Veganerpartier, men at forsøge at bringe et helikopterperspektiv ind i kampen, hvor vi lige flyver hen over egen bøf eller salat og faktisk i alle sammenhænge også husker at se os selv på afstand. Husker at træde et skridt ud af det, vi er fedtet ind i, for at drage nuancerne og perspektiverne frem.

Måske er det muligt at se de andre og prøve at forstå dem, i stedet for at pege fingre af dem eller bliver forargede? Måske er det ikke muligt! Men bare i det vi prøver, synes jeg godt, at vi kan tillade os at lune os ved intensionen – og det er trods alt bedre end at lune sig ved grænsedragningen...

Publiceret 15 October 2020 06:00