Pressefoto:

Pressefoto: Hjerteforeningen.

Aarhusiansk overlæge modtager 974.000 kroner:

Vil bruge pengene på vigtig forskning

Christian Juhl Terkelsen, professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital, modtager 974.000 kroner i støtte fra Hjerteforeningen

Hjerteforeningen og Børnehjertefonden har uddelt 32.764.000 millioner kroner til hjerteforskning, og i alt 27 forskningsprojekter modtager penge til deres forskning. Børnehjertefonden støtter ét, mens Hjerteforeningen uddeler støtte til 26 forskningsprojekter. En af de forskere er Christian Juhl Terkelsen, der er professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Det oplyser Hjerteforeningen i en pressemeddelelse.

Han modtager 974.000 kroner i støtte fra Hjerteforeningen til at skabe viden om, hvornår en akutlægehelikopter bruges bedst og gør mest gavn.

Når en dansker rammes af enten hjertestop eller blodprop i hjertet eller hjerne uden for hospital, kræver det hurtig handling. Her spiller hurtig transport i en akutlægehelikopter en nøglerolle, da senkomplikationerne hos disse patienter har store personlige og samfundsmæssige omkostninger.

I dag manglerne lægerne dog viden om, præcis hvornår en akuthelikopter gør mest gavn og derfor skal sendes ud. Forskerne i det aarhusianske projekt vil derfor undersøge og evaluere, hvordan akutlægehelikopterne bidrager til at hjælpe, når en dansker rammes af hjertestop, blodprop i hjertet og blodprop i hjernen. Også hjertecentrenes mekaniske støtte af patientens kredsløb bliver undersøgt. Målet er at kunne skabe solid viden om sammenhængen mellem tiden fra alarmopkaldet til, patienten modtager behandling.

Forskerne vil finde ud af, hvilken rolle transport med ambulance kontra helikopter her betyder. Og hvilken betydning processerne har for patientens overlevelse på længere bane. Forskerne ønsker at kunne implementere nye nationale retningslinjer, der potentielt kan sikre lige behandling til borgerne i Danmark, så alle får den hurtigst mulige hjælp, uanset hvor man bor, fremgår det af pressemeddelelsen fra Hjerteforeningen.

jwh

Publiceret 14 October 2020 20:16