Morten Østergaard til Folkemøde på Bornholm i 2015.

Morten Østergaard til Folkemøde på Bornholm i 2015. Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix

Ida Auken: Morten Østergaard var grænseoverskridende i mange år

Folketingsmedlem Ida Auken er kommet med nye oplysninger om den detroniserede radikale leder Morten Østergaard og hans 'mangeårige grænseoverskridende adfærd'.

Ida Auken langer ud efter den nye partileder Sofie Carsten Nielsen, som hun mener har fortiet vigtige oplysninger og tidligere burde have reageret på Østergaards opførsel.

"...I mailen fortalte jeg, hvordan jeg i juni 2017 fortalte både den nuværende politiske leder, landsformanden og partisekretæren, hvordan Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig. Dengang bad jeg udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard. Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, at det mente jeg ikke var godt nok," skriver Auken på Facebook.

Ifølge Ida Auken er episoden fra Folkemødet i 2017 en af de tre personalesager, hvor Morten Østergaard angiveligt har fået en reprimande af partiets sekretariat.

En af de to andre sager kom frem for dagens lys i går, hvor folketingsmedlem Katrine Robsøe stod frem og sagde, hun var blevet krænket af Østergaard i 2015, da hun var studentermedhjælper i partiel.

Ida Auken afslører også, at hun for to år siden fortalte Sofie Carsten Nielsen, at hun havde mistet tilliden til Morten Østergaard som leder af partiet blandet andet på grund af hans opførsel over for kvinder, som Auken altså beskriver som grænseoverskridende i mange år.

"Så jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham, i stedet for at tage det nødvendige opgør," skriver Ida Auken.

jr

Publiceret 14 October 2020 11:47