Jacob Holm.

Jacob Holm.

Præsteklumme: At vi ikke kan kramme, hjælper os til at forstå, at vi har uendelig meget til gode

Af
Jacob Holm

sognepræst i Fredenskirken

præsteklumme Mon ikke du har stået der? Over for den meget gode bekendte, du ikke har set i lang tid; med den varme følelse af gensynsglæde – vi gir lige hinanden et knus. Nå nej – den går jo ikke.

Og hvordan skal vi så hilse? Hvordan nu lægge krop til udvekslingen af den gode energi og gensynsglæde? Er det med albuen? Eller er det med indersiden af foden. Eller skal vi bare kramme og håbe, at ingen opdager det?

Og hvad gør vi, når vi står over for brudeparret uden for kirken? De ser så skønne ud, deres kærlighed til hinanden, vækker inderlige følelser, som vi gerne vil vise dem i et stort tillykke og en knusser.

At hilse er helt grundlæggende i ethvert møde. Vore kroppe nærmer sig hinanden og rummet mellem os kan være fyldt af både gode ønsker og en dyb længsel efter nærvær; Liv – kærlighed – håb.

Okay hvem kender ikke også til det stivnede knus, der nærmest gjorde rummet mellem os uendeligt? Hvor det var både akavet og fremmedgørende?

Det sociale liv har en dybde, en åben horisont, der både kan åbne og lukke sig. Et kram kan både være noget himmelsk og alt muligt andet, før vi venter på det næste knus. Selv de kyssende slipper hinanden på et tidspunkt, og ingen mennesker kan kramme hele tiden.

I kirken er ét af de mest anvendte billeder på dåbens betydning, at vi bliver lagt i Guds favn, hvor vi omfavnes og holdes helt tæt på. Hverken splid, kaos eller død kan skille os fra denne skønne favn. Her peger omfavnelsen på grænselandet mellem det sociale og religiøse.

At vi ikke kan kramme den gode bekendte lige nu fortæller os, at vi har noget til gode. Det skal nok komme. Det inderste i tilværelsen handler ikke om evig adskillelse, men om evigt liv og nærvær. I kirken får vi at vide, at den bedste og tætteste stund i hinandens favn er en forudgribelse af noget endnu større. Vi kan for eksempel synge om himlen eller skoven som en guddommelig omfavnelse, et pant på den evige omfavnelse engang, hvor vi ikke behøver at slippe hinanden; hvor kærligheden bliver alt i alle. Så igen: At den gode bekendte ikke kan krammes lige nu, kan vi tage som et fingerpeg om, at vi har uendelig meget til gode.

Publiceret 09 October 2020 10:00