Pressefoto:

Pressefoto: Classic Race Aarhus

Classic Race Aarhus udskydes på grund af covid-19

Næste års Classic Race Aarhus bliver ikke afholdt i maj måned, som det ellers var planlagt

Classic Race Aarhus, der er et af de helt store årlige arrangementer i Aarhus, har som følge af corona-epidemien set sig nødsaget til at udskyde næste års racefestival.

Det oplyser Classic Race Aarhus selv i en pressemeddelelse.

”Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, men vi føler, at det er det eneste rigtige at gøre. Da vi for et halvt år siden var nødt til at udsætte dette års udgave af løbet, var vi og alle andre ret sikre på, at pandemien allerede ville være under kontrol her i efteråret. Men det er jo desværre langt fra tilfældet – vi vil ikke ud i et kapløb med Covid-19, og derfor udsætter vi festivalen til september – det opfatter vi som rettidig omhu," siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus, i pressemeddelelsen.

I stedet for at afholde begivenheden i maj måned, bliver den i stedet rykket til weekenden 17. til 19. september, hvor løbet igen vi blive afholdt omkring Mindeparken i den sydlige del af Aarhus.

”Vi har et ansvar overfor de mere end 40.000 gæster, vi forventer til Classic Race Aarhus. Og vores mere end 1.000 frivillige skal også være sikre, når de stiller sig gratis til rådighed for at være med til at skabe det overskud, der ubeskåret går til forbedring af børns trafiksikkerhed," fortsætter Poul Dalsgaard i pressemeddelelsen.

Ved allerede nu at lægge sig fast på en ny dato oplyser Classic Race Aarhus, at det traditionsrige racerløb i Aarhus også sikrer sig, at logistikken omkring så stort et event er i orden. Både fra politisk og myndigheds hold har der været opbakning til udsættelsen, fremgår det af pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 02 October 2020 10:31