Foto: Aarhus Universitetshospital

Foto: Aarhus Universitetshospital

It-kaos i Region Midtjylland:

Alle planlagte operationer aflyst

Lægefaglig direktør er ikke klar over, hvordan it-nedbrud har påvirket corona-tests

Region Midtjylland er onsdag ramt af store it-problemer, som har medført, at alle hospitaler nu kører på nødberedskab.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Problemerne viste sig først natten til onsdag, og så på et tidspunkt ud til at være løst. Det var de dog ikke, og nu har usikkerheden betydet, at hospitalerne har måttet aflyse alle planlagte aktiviteter - herunder operationer.

Til P4 Østjylland oplyser lægefaglig direktør i Region Midtjylland, Claus Thomsen, dog, at man stadig kan gennemføre livstruende eller akutte operationer.

It-problemerne omfatter blandt andet, at der ikke er adgang til flere systemer. Det betyder eksempelvis, at journaler, blodprøver og sterilt udstyr ikke kan rekvireres.

"Den usikkerhed kan vi ikke leve med," siger Claus Thomsen.

Han formoder, at det også kan have haft en påvirkning i forhold til de mange corona-tests, der er udført.

"Men det har jeg desværre ikke overblik over endnu."

Regionen har onsdag afholdt et kriseberedskabsmøde, og det forventes, at problemerne er løst, så man kan være tilbage til sædvanligt program torsdag.

dp

Publiceret 30 September 2020 15:27