Claus Krogh, chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Claus Krogh, chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme:

AGF viser format på flere parametre

AGF har efterhånden fundet et endog ganske fornuftigt niveau for forretningen, roser Claus Krogh

Søndag eftermiddag sendte AGF OB hjem fra stadion med et 4-2 nederlag. Ikke nødvendigvis et helt retvisende billede af kampen. OB blev ikke spillet ned under græstæppet - til gengæld så klaskede fire forskellige AGF-spillere bolden i kassen med flotte langskud. Især den transfervarme Casper Højers frisparksmål i det 81. minut var høj klasse.

Høj klasse er i det hele taget, hvad man kan kalde rigtig mange ting i og omkring AGF for tiden. Eksemplificeret ved Casper Højer, som både er i landstræner Kasper Hjulmands kikkert (men ikke udtaget) og ifølge transferrygterne også i den skotske storklub Celtics kikkert.

Ryger Højer afsted til Celtic, må man sige, at AGF er ved at løfte sit salg af spillere til et nyt niveau. Sommerens salg af Bundu til den belgiske storklub Anderlecht var første tegn på det.

Samtidig er klubben begyndt at hente spillere ind fra en ny hylde, hvilket sommerens store nationale transferchok, hvor AGF henter AaB's profil Patrick Olsen til klubben, vidner om. Klubbens største køb nogensinde, hvis alle klausuler udløses.

At AGF kunne trække en så stor profil fra en af de klubber, man ellers måler sig med, var et skridt op i niveau for klubbens ageren på transfermarkedet herhjemme. Mandag annoncerede klubben, at man har hentet den polskfødte målmand Kamil Grabara til klubben på en lejeaftale, som løber frem til sommeren 2021. Grabara blev hentet i Liverpool, som sidste sæson havde lejet ham ud til Huddersfield i den næstbedste række i England. Her spillede han 28 kampe i sidste sæson - en ganske markant forstærkning - og også et tegn på, at man kan hente stærke udenlandske spillere til klubben.

Alt det kan kun lade sig gøre, fordi AGF efterhånden har fundet et endog ganske fornuftigt niveau for forretningen. I den forgangne uge kunne man således præsentere et overskud for regnskabsåret 2019/2020 på ti millioner kroner. Og det på trods af en coronakrise - og uden salget af Bundu, som først kan ses i regnskabet for 2020/2021.

Her kunne man godt foranlediges til at tro, at AGF vanen tro var klar til at melde ud, at man ville slås med om mesterskabet og med i Champions League. Men det nye AGF arbejder med det, klubben selv kalder for ambitiøse og realistiske målsætninger. Som bestyrelsesformand Lars Fournais sagde i AGF-podcasten KSDH:

"De udmeldinger, vi kommer med, skal være realistiske og funderet på økonomi. Og hvis de ikke er det, bliver det ren ønsketænkning, og det gør vi ikke mere i AGF."

De nye målsætninger handler blandt andet om, at AGF i indeværende sæson skal kvalificere sig til mesterskabsspillet og europæisk deltagelse i 2021/22, i 2025 skal AGF minimum to gange have vundet medaljer i Superligaen, og man skal have hentet den tiende pokaltitel. Ambitiøst og realistisk og også et bevis på klubbens format.

Publiceret 30 September 2020 06:00