Parkhusene Nord i Bindesbøll Byen i Risskov.

Parkhusene Nord i Bindesbøll Byen i Risskov. Foto: Nybolig Risskov

1.200 nye boliger i Risskov: Nu tager Bindesbøll Byen form og folk flytter ind

Det tidligere psykiatriske hospital i Aarhus bliver omdannet til attraktivt boligområde

Af
Jeppe Rafn

De første beboere er flyttet ind i Bindesbøll Byen i Risskov, som kommer til at bestå af cirka 1.200 boliger på grunden, der tidligere husede Psykiatrisk Hospital.

De gamle fredede og bevaringsværdige bygninger fra 1800-tallet bliver bevaret og indrettet med lejligheder, mens de nyere tilbygninger er blevet revet ned og bliver erstattet med boliger med tag og murværk, der matcher de fredede bygninger, dog med moderne tilsnit.

Af de 1.200 boliger er cirka 200 ejerboliger og cirka 1.000 lejeboliger, heraf 230 almene boliger. Hovedparten af ejerboligerne er lige blevet færdige eller ved at være klar til indflytning.

Det drejer sig dels om Parkhusene Syd, som består af 41 rækkehuse, der grænser op til den store park ned mod vandet. De stod klar i juni og er alle solgt pånær et par stykker.

Dels om Skovhusene, der består af 71 lejligheder syd for parken ved Tjørnevej og Krathusvej. Her rykker beboerne ind i de kommende måneder, og de har været udsolgt i et halvt år, fortæller Peter Christophersen, der har stået for projektudvikling af Bindesbøll Byen for KPC Herning.

Lejeboliger

Sideløbende med indflytningen i ejerboliger er der ved at komme godt gang i udlejningen af de første lejeboliger, der står klar til indflytning omkring årsskiftet. Det drejer sig om Parkhusene Nord og Andrea Hus, som i en måneds tid har været på udlejningsmarkedet.

Parkhusene Nord ligger i områdets nordøstlige del og består af 42 lejligheder på 56-117 kvadratmeter. Halvdelen af dem er udlejet eller reserveret i skrivende stund.

Andrea Hus ligger ligeledes i områdets nordlige del, men på den anden side (vest for) af den gamle og bevarede hovedbygning på Psykiatrisk Hospital. Andrea Hus består af 37 boliger på 66-93 kvadratmeter, hvoraf ni er udlejet eller reserveret. At knap så mange er reserveret i Andrea Hus kan hænge sammen med, at der endnu ikke har været en prøvelejlighed at besigtige. Når du læser denne artikel, vil der stå en prøvelejlighed klar, fortæller salgschef Bo Kræmer fra Nybolig Risskov, der står for udlejningen af Parkhusene Nord og Andrea Hus.

Andrea Hus.

Andrea Hus. Foto: Nybolig Risskov.

Historisk og fredeligt

"De fleste lejere er lokale borgere, der falder for de fredelige og historiske omgivelser, der samtidig ligger tæt ved strand, vand og by. Det er heller ikke dyrt i forhold til midtbyen, hvor du hurtigt kan komme til at betale 8.000 kroner for en 2-værelses lejlighed. Her får du flere kvadratmeter til færre penge," fortæller salgschef Bo Kræmer.

Salgschefen tror, at Bindesbøll Byen bliver et hit, ligesom projektudvikleren er godt tilfreds med, hvad han hidtil har set:

"Mit indtryk af de foreløbige byggerier er, at de lever op til intentionerne i lokalplanen, og i og med at næsten alle ejerboligerne er solgt, må det siges, at andre også synes, det er vellykket," siger Peter Christophersen, der stod for projektudvikling af Bindesbøll Byen for KPC Herning.

Han fortæller, at omdrejningspunktet for Bindesbøll Byen har været at sikre en fortsat god og central placering af de gamle, fredede og bevaringsværdige bygninger og den store park.

Bindesbøll Byen

KPC Herning vandt i 2014 Region Midts udbud af grunden med Psykiatrisk Hospital. Det indebar, at KPC også skulle bygge det nye Psykiatrisk Hospital ved Aarhus Universitetshospital

Bindesbøll Byen løber op i en investering på cirka 3,5 milliarder kroner

Byen er opkaldt efter arkitekt Gottlieb Bindesbøll, der stod bag det oprindelige byggeri af Psykiatrisk Hospital. Hovedbygningen var færdig i 1852.

Der bliver også bygget en ny stor daginstitution med syv børnegrupper til at betjene de mange nye beboere.

Se mere på bindesboellbyen.dk

Publiceret 27 September 2020 07:00