Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Skulptur med politisk budskab præger stor indfaldsvej:

Her er forklaringen

HK Østjylland har lavet en kæmpe stilet for at sætte fokus på medlemmernes nedslidning

Af
Danni Paulsen

Borgere i Brabrand og trafikanter, der dagligt benytter Silkeborgvej, en af Aarhus' største indfaldsveje, har sandsynligvis lagt mærke til den.

En tre meter lang, slidt stilet er sat op, så alle kan se den, foran fagforbundet HK Østjyllands hovedkontor. Men hvad er meningen?

Kigger man efter, kan man se, at den skinnende, sorte stilet er voldsomt slidt på snuden, og bagtil er en del af hælen knækket af.

"Det er meningen, at den skal skabe noget opmærksomhed," lyder det fra Søren Sørensen, formand for HK Privat Østjylland.

Han fortæller, at skulpturen er sat op i forbindelse med debatten om nedslidning på arbejdsmarkedet, og at Folketinget er i gang med at forhandle om, hvorvidt pensionsalderen skal hæves fra 68 til 69 år.

"Den skal sætte fokus på, at vi synes, at pensionsalderen er høj nok nu. Mange kan hverken fysisk eller mentalt holde til at gå på arbejde, til de er så gamle, og mange arbejdsgivere vil slet ikke have så gamle medarbejdere. Omkring halvdelen af danskerne på arbejdsmarkedet, der er over 65 år, føler sig ikke i stand til at følge med på arbejdet. Og den tidlige tilbagetrækningsreform, man vil lave nu, dækker slet, slet ikke alle de mennesker, men kun nogle få tusinde, der er virkeligt nedslidte eller har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet," lyder det fra lokalformanden.

"Vi skal have det frem i lyset, og så har vi simpelthen lavet en kæmpe sko," griner Søren Sørensen og henviser til banneret, der også er hængt op, hvor der står 'Nej til stigende pensionsalder. Det er ikke kun HK'ernes sko, der bliver nedslidte'.

Tanken er, at alle kan forstå symbolikken, og valget faldt på en stilet, fordi HK ifølge Søren Sørensen primært har kvindelige medlemmer.

Er der mange HK'ere, der går på arbejde i stiletter?

"Nej, det er der ikke, men en stilet er jo umiskendeligt en damesko, og det skulle ligne en damesko. Og rent praktisk var det også noget nemmere at få en stilet til at se slidt ud. Det er simpelthen derfor," forklarer han.

Stiletten får lov at stå og skinne ud til trafikanterne på Silkeborgvej, indtil Folketingets forhandlinger er overstået, og derefter er der ikke planer om at erstatte den med noget andet.

"Det var lige dén happening. Vi har ikke andet på bedding, men får vi en god idé, vil vi gerne udnytte pladsen."

Har den så skabt den opmærksomhed, I ønskede?

"Ja, det synes jeg bestemt. Rigtig mange medlemmer har spurgt, hvad det går ud på, og så får vi en snak om det. Og rigtig mange tillidsfolk har også spurgt, hvad de skal sige til deres folk om den."

Forhandlingerne om tidlig pension, nedslidning og pensionsalderen forventes at vare et par uger endnu.

Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Formand for HK Privat Østjylland, Søren Sørensen.

Formand for HK Privat Østjylland, Søren Sørensen. Foto: Mads Creutz Thomsen

Publiceret 26 September 2020 07:00