Pressefoto:

Pressefoto: Cirkus Baldoni

Corona aflyser ikke cirkus:

Kommer til Aarhus

Cirkus Baldoni kører fortsat på de danske landeveje og lægger i næste måned vejen forbi Lystrup

Cirkus Det seneste stykke tid er det ene arrangement efter det andet blevet aflyst på grund af corona. Men den skæbne skal årets udgave af Cirkus Baldoni ikke få. Det er cirkusset i hvert fald selv meget opsat på. Derfor regner Cirkus Baldoni også stadigvæk med, at det i næste måned lægger vejen forbi Lystrup.

Det oplyser Cirkus Baldoni i en pressemeddelelse.

"Vi i Cirkus Baldoni følger naturligvis Corona situationen nøje. Vi har modtaget de seneste retningslinjer fra myndighederne som bliver overholdt til punkt og prikke. Vi har opsat håndspritautomater flere steder i salen. Alle medarbejdere i billetsalg og kiosk arbejder med handsker på. Der holdes naturligvis god social afstand til alle gæster i salen. Alle stole og overflader bliver grundigt sprittet af inden hver forestilling," oplyses det i pressemeddelelsen.

Dermed kan gæsterne glæde sig til blandt andet at opleve den stærke mand Denis fra Ukarine, som kan jonglere med store bildæk, løfte mere end 400 kilo, bøje massive jernstænger og jonglere med store træstammer. Det bliver også muligt at opleve morsomme klovne og andre spændende indslag, lover Cirkus Baldoni i pressemeddelelsen.

Det er fredag 16. oktober klokken 16.00, at aarhusianerne kan opleve årets udgave af Cirkus Baldoni. Det foregår på Lystrup Centervej 102 i Lystrup.

jwh

Publiceret 25 September 2020 19:15