38-årige Christian Budde fra Højbjerg er Venstres nye spidskandidat til kommunalvalget næste år.

38-årige Christian Budde fra Højbjerg er Venstres nye spidskandidat til kommunalvalget næste år. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Han vil være borgmester i Aarhus: Jeg går ligesom AGF efter guldet

38-årige Christian Budde er Venstres nye spidskandidat i Aarhus, og han vil have fokus på udkantsaarhus

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

politik Christian Budde fra Højbjerg har valgt at trække i politikertøjet igen og skal stå i spidsen for Venstre ved kommunalvalget næste år. Han kom i byrådet i 2013, men trådte ud to år senere af personlige årsager. Hans mål og ambition er klar: Han vil være borgmester i Aarhus, og han vil være hele Aarhus' borgmester - også oplandet - og han vil især være børnefamiliernes borgmester.

Sidste gang han var i byrådet, var han valgt i sydbyen, og det var især socialområdet og Aarhus Syd, hans hjerte bankede for. Men nu skal han indstile sig på, at han er Venstres mand i hele kommunen, og det er han allerede nu begyndt at øve sig på.

På en bænk foran AGF's hjemmebane sætter Lokalavisen Aarhus Christian Budde stævne til en snak om nogle konkrete tanker indenfor oplandet, borgmesterkæden og børnefamilier/fritidsaktiviteter. AGF har en særlig plads hos den sindige nordjyde, som kalder sig ordentlig integreret aarhusianer nu - oprindeligt er han AAB-fan, men i dag er trøjen hjemme i skuffen hvid, og på ryggen står der Martin Jørgensen.

Oplandet

"En af de vigtigste dagsordener er oplandet. Der skal være ordentlig mobilitet for hele Aarhus. Man skal som minimum kunne cykle ind til Aarhus fra oplandet uden problemer. Vi kan ikke lave a-busruter i hele byen, men vores kommune skal hænge sammen. Vi har et oplandsudvalg i Aarhus, men der sker simpelthen ikke nok på det område, og jeg ved, at der er flere af medlemmerne, der er frustrerede, og det dur ikke. Når man laver sådan et udvalg, så skal der også være midler til at ændre ting, og det er der ikke på nuværende tidspunkt. Der er ganske enkelt ikke nok fokus på oplandet - og det skal laves om. Aarhusianerne udenfor centrum skal ikke bruge for lang tid på at pendle, og jeg synes, man bør se på, om vi ikke kan lære noget af corona-tiden, så flere kan arbejde hjemmefra, og vi sammen kan være med til at skabe nogle mere fleksible arbejdspladser."

Børnefamilier

"Jeg har helt klart et blødt punkt for børn- og ungeområdet - Venstre skal være børnefamiliernes parti. Jeg synes for eksempel, at klub-området fylder alt for lidt i Aarhus - der er en masse fede tilbud til vores børn og unge, og klubberne kan tilbyde positive fællesskaber. Jeg tror, at vi skal tænke børn- og ungeområdet nyt og anderledes - der skal være meget mere borgerinddragelse, så man som forældre får ejerskab. Der er ingen tvivl om, at jeg vil se det som et kæmpe privilegium, hvis jeg kan blive Børn- og Unge rådmand - det kunne sagtens være et skridt på vej mod borgmesterkæden. Der skal i det hele taget være gode fritidstilbud til alle i familien. Vi kan ikke bare trykke flere penge, men der skal laves nogle klare forventningsafstemninger med lokalsamfundene. I dag er der for meget bureaukrati, der forhindrer nye lokale projekter. Man kan ikke natten over løfte til det niveau, vi alle sammen ønsker, men hvis vi har en dialog med lokalsamfundene, og vi sammen finder pengene til for eksempel en kunstgræsbane, så skal kommunen være klar i spyttet i forhold til, hvornår vi kan stille vores del af pengene."

Borgmesterkæden

"Jeg skal være alt andet end Jacob Bundsgaard. Han har mange bolde i luften og er dygtig, men jeg har svært ved at se Socialdemokratiets visioner for Aarhus. Jeg tror, der er et meget større potentiale, end vi oplever i dag. I den bedste verden sidder jeg med borgermesterkæden i januar 2022, men jeg er også realistisk, og der skal mange skridt til, før det kan lade sig gøre, men selvfølgelig går jeg efter at vinde. Et skridt på vejen kunne sagtens være at blive Børn- og Unge rådmand. Jeg vil ikke måle mig med Bünyamin Simsek, som jeg har stor respekt for personligt og politisk. Jeg er en helt anden person, og jeg kender det politiske spil både fra min tid i byrådet og som embedsmand i KL (Kommunernes Landsforening, red.). Jeg er meget inspireret af, hvordan andre kommuner arbejder, og vi kan godt lære noget af de andre. Jeg går ikke ind i det her for sjov - jeg gør det for at rykke op og kæmpe med om guldet - præcis som AGF."

Christian Budde

  • 38 år
  • Bor i Højbjerg
  • Er gift og har tre børn - to drenge på 11 og 8 år og en pige på 3 år

Publiceret 25 September 2020 07:00