Lalandia på Lolland.

Lalandia på Lolland. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Trodser alle anbefalinger: Fritidsklub i Aarhus sender 42 børn i Lalandia

OPDATERING: Turen til Lalandia er nu blevet aflyst. Læs mere her

I morgen sender fritidsklubben Liffen i Lystrup 42 børn fra 5. klasse på den årlige tur til Lalandia i Billund.

Fritidsklubben fastholder turen, selvom Sundhedsstyrelsen for en uge siden anbefalede at aflyse alle sociale arrangementer i forbindelse med skoler, klubber og lignende.

Så sent som for to dage afholdt Aarhus Kommune og flere andre myndigheder et pressemøde på baggrund af stigende corona-tal i Aarhus. Borgmester Jacob Bundsgaard sagde i den forbindelse, at Aarhus Kommune har aflyst alle sociale arrangementer - men det gælder altså ikke fritidsklubben i Lystrup.

Fritidsklubbens leder Henrik Friis siger til TV2 Østjylland, at det har været en fælles beslutning mellem klubben, forældrene og forældrebestyrelsen at fastholde turen, og at kun seks forældre har meldt afbud og fået deres penge retur.

Pernille Biegel har valgt at lade sin datter blive hjemme, og hun forstår ikke, at fritidsklubben ikke aflyser.

"Det er rystende, at klubben vælger at gå imod de her anbefalinger, når skolerne ikke engang må tage på lejrtur," siger hun til TV2 Østjylland.

Det har angiveligt ikke været muligt at flytte turen til et andet tidspunkt, og både Liffen og Lalandia forsikrer, at man tager alle forholdsregler for at gøre turen så sikker som mulig.

Turen varer tre dage, fra 25. september til 27. september.

jr

Publiceret 24 September 2020 10:17