Arkivfoto:

Arkivfoto: Michael Wulff Hansen

De hvide corona-telte pakkes ned: Nyt testcenter i Aarhus

I uge 43 åbner et nyt testenter i Aarhus

Vejret er godt i gang med at skifte. Det varme sommervejr bliver til vinter med vind, regn og slud. Derfor er det nu nødvendigt at udskifte de hvide corona-telte med vintersikre pavilloner, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

"Telte kan være gode nok om sommeren, men som situationen er nu, skal testcentrene fungere indtil udgangen af 2021. Det betyder flere omgange regn, rusk og lave temperaturer, og derfor skal der nogle bedre og mere permanente bygninger til," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

I regionen bliver der det næste stykke tid bygget syv nye testcentre, og det ene skal ligge i Aarhus, hvor det får adresse på Tyge Søndergaards Vej i det nordlige Aarhus ved universitetshospitalet.

I det nye testcenter i Aarhus er det fortsat muligt både at bestille tid til drive-in-test og gående test.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Når man ankommer, skanner man sit sundhedskort, får at vide, hvor man skal gå/køre hen, bliver testet og kan senere tjekke svaret på sundhed.dk.

Testcenter med tag

I indretningen af de nye testcentre bliver der taget højde for, at der både kommer smittede og raske borgere. Det sker dels ved at teste smittede i deres biler og ved at pode gennem særligt afskærmede luger.

"Der er naturligvis særligt stort fokus på hygiejne i testcentrene. Men det vi alle sammen kan hjælpe med er at overholde de velkendte råd om at holde afstand, bruge håndsprit og hoste i ærmet," understreger Anders Kühnau i pressemeddelelsen.

Der bliver desuden bygget tag over de nye testcentre.

Region Midtjylland råder udover de nye testcentre og testtilbud ved sundhedshuse også over et antal testbiler, som med kort varsel kan åbne for test, hvis smitte eksempelvis spreder sig i boligområder eller blandt medarbejdere på virksomheder.

jwh

Nyt testcenter i Aarhus

  • Det nye testcenter i Aarhus kommer til at ligge på Tyge Søndergaards Vej 953, 8200 Aarhus N
  • Det åbner i uge 43

Kilde: Region Midtjylland

Publiceret 24 September 2020 15:54