Endnu et 100 år gammelt træ er blevet lagt ned. Foto Karina Haase

Endnu et 100 år gammelt træ er blevet lagt ned. Foto Karina Haase

Karinas kamp er slut - træerne er fældet

Onsdag blev fire gamle træer i P.P. Ørumsgade fældet, fordi der skal udbygges på Marselisborgcentret

Af
Trille Skøtt-Jensen

Udvikling Onsdag i sidste uge blev fire gamle smukke træer i P.P. Ørumsgade fældet. Og med det sluttede en lang kamp for Karina Haase. Hun bor i P.P. Ørumsgade og har, ligesom mange af de andre beboere, brugt det lille grønne område med de smukke, gamle træer.

"Det er en trist dag for insekter, fugle og mennesker i Ørumsgade. Vi er et grønt åndehul mindre i Aarhus nu," siger Karina Haase, da træerne ryger ned.

De hundrede år gamle træer lå på et grønt område, der grænser op til udkørslen fra Marselisborgcentret, og de måtte lade livet, fordi der på den lille grønne plet skal bygges ud, så tre kommunale genoptræningstilbud kan slås sammen.

Farvel-event

Hele området har været under en stor forvandling de seneste 10 år, og overalt på området er der håndværkere, biler og aktivitet for at få gjort visionen for området færdigt. Og det krævede altså, at de gamle træer måtte fældes.

Kun få timer før motorsavene blev sat ind, stod en flok genoptræningspatienter og lavede gymnastik under træerne.

Karina har selv boet i P.P. Ørumsgade i 24 år, og har elsket at benyttet sig af det lille rekreative område. Men hun har fået sagt farvel. Det gjorde hun i sidste uge.

"Vi holdt en lille farvel-event for vores højtelskede plet. Vi havde brug for at sige farvel," fortæller Karina, der siden maj 2019 har kæmpet hårdt for at beholde træerne.

Indflydelse på byggeri

Hendes kamp har dog ikke været forgæves. Hun har nemlig sammen med to andre beboere fået indflydelse på, hvordan den bygning, der nu skal bygges, hvor træerne stod, kommer til at se ud.

"Vi har fra begyndelsen sat spørgsmålstegn ved, hvorfor man ville bygge en helt moderne bygning op ad de gamle smukke bygninger. Vi fik albuet os ind i en styregruppe, og der har vi været med til at sætte vores præg," fortæller Karina Haase.

I samme styregruppe er også de to andre beboere fra P.P. Ørumsgade og Jan Johansen, der er daglig leder på Marselisborgcentret. Han bekræfter, at Karinas kamp ikke har været helt forgæves.

"Vi har haft et godt samarbejde i styregruppen, og jeg kan godt forstå, hvorfor de er kede af, at træerne forsvinder. Men vi har jo brug for pladsen," fortæller lederen.

Fra brunt til rødt

Bygningen, der kommer, skulle på de oprindelige planer være bygget i brune sten. Det har Karina fået omstødt, så den nu bliver bygget i røde sten, der passer til de andre huse.

"Vi kunne sige, prøv lige at se på, hvad I har planlagt. Kan vi ikke opkvalificere det. Og de lyttede, så på den måde, har vi fået indflydelse på, hvordan den nye bygning smelter sammen med området," fortæller Karina.

Det var også planlagt, at vinduerne skulle i brune rammer. Det fik beboerne til at påpege, at alle andre vinduesrammer i området er hvide. Nu har de fået lovning på, at vinduesrammerne bliver hvide.

Og Karina har foreslået, at der sættes rammer op, så der kan vokse grønt op ad den nye bygning.

"Så får vi da lidt grønt tilbage," fortæller Karina med et suk.

På området skal nu bygges en ny bygning, så flere kommunale genoptræningstilbud kan flyttes sammen.

Publiceret 23 September 2020 08:00