Aarhus Universitets afdeling på Fuglesangs Allé.

Aarhus Universitets afdeling på Fuglesangs Allé. Foto: Jesper Rais, AU Foto

Op mod 30 studerende på Aarhus BSS smittet med covid-19

I den seneste uge er der konstateret op mod 30 tilfælde af covid-19 blandt studerende på Aarhus BSS, primært på HA almen og Jura.

Det oplyser prodekan for uddannelse på Aarhus BSS, Per Andersen, på Aarhus Universitets hjemmeside.

"Mange af de smittede har deltaget i fester uden for campus, og vi kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng mellem deltagelse i festerne og den efterfølgende covid-19 smitte. Derfor vil jeg opfordre til, at alle tænker sig ekstra godt om og viderefører den gode adfærd på campus i deres fritid. Det er et fælles ansvar mellem universitet og studerende, at vi med vores adfærd er med til at sikre, at den fysiske undervisning kan fortsætte i videst muligt omfang," siger Per Andersen.

Ifølge ham er det vigtigt, at alle følger de gældende retningslinjer for afvikling af undervisningen og adfærd på campus, og er opmærksom på at holde god afstand og huske den gode håndhygiejne.

"Helt overordnet udviser de studerende fin disciplin og samfundssind, når de er på campus, og selv om der selvfølgelig er udfordringer, så er det positivt, at vi formår vi at afvikle forholdsvis meget fysisk undervisning. Det skulle vi gerne kunne blive ved med," siger prodekanen uddannelse på Aarhus BSS.

jr

Publiceret 22 September 2020 14:48