Foto: Fonden Voxhall

Foto: Fonden Voxhall

Lukningstruet spillested får hjælp af kommunen

Spillestedet Atlas kan med kommunalt tilskud fortsætte med at give plads til de smalle musikgenrer

Af
Danni Paulsen

Der vil stadig være plads til jazz, folkemusik og verdensmusik på det lille spillested Atlas i Aarhus.

Det står klart efter årets budgetforlig, hvor politikerne er blevet enige om at støtte Atlas med 500.000 kroner årligt fra 2021 til 2024.

Det glæder bestyrelsesformand i Fonden Voxhall, som har drevet Atlas siden 2009, Astrid Elbek.

"Det er vi rigtig glade for, at politikerne har besluttet," siger hun.

Atlas var i risiko for at måtte lukke, da Statens Kunstfond valgte at trække støtten til det regionale spillested, som giver plads til musikalske talenter i smalle genrer, fra 2021.

Af budgetforliget fremgår, at Atlas skal være et honorarstøttet spillested, men også at Fonden Voxhall skal drifte spillestedet, "til der træffes en politisk beslutning om Atlas' fremtidige organisering økonomisk, strukturelt og indholdsmæssigt".

"Der står ikke, hvad den endelige løsning vil blive. Det er vi selvfølgelig meget spændte på," bemærker Astrid Elbæk og fortsætter:

"Vi har ønsket at videreføre det som honorarstøttet spillested. Det har vi talt med stat og kommune om, og det er nu muligt med de afsatte midler. Nu skal vi også bare helst have en tidshorisont ind, som er til at arbejde med. Der mangler en afklaring. At gå fra regionalt til honorarstøttet spillested kræver nogle omstillinger, og dem foretager man, når man kan se, at det er bæredygtigt fremadrettet," pointerer bestyrelsesformanden.

Hun er dog glad for støtten og den betydning, den vil have for de musikglade borgere.

"Med vores visioner vil det her betyde for de koncertglade aarhusianere, at vi får et mere tilgængeligt hus med en bredere palette af koncerter. Der vil blive givet plads til unge miljøer og spændende nye ting, der sker i Aarhus. Og det vil blive lettere for arrangørforeningerne at bruge os, fordi vi kan fjerne nogle økonomiske barrierer, som vi ikke kunne, da vi var regionalt spillested. Vi skal ikke længere levere på et bestemt niveau inden for en masse parametre. Vi står mere frit. Og så vil der selvfølgelig være vækstlagskoncerter fra Voxhall lagt på Atlas," fortæller Astrid Elbek.

Publiceret 21 September 2020 13:00