Tue West var forbi Risskov Efterskole for at fortælle om Koda og skrive en sang med eleverne.

Tue West var forbi Risskov Efterskole for at fortælle om Koda og skrive en sang med eleverne. Foto: Jesper Gundorph

Tue West skriver sang med Risskov Efterskole

Den prisvindende musiker Tue West var forbi 10. klasse på Risskov Efterskole for at fortælle om Koda og skrive en sang med eleverne

musik "Musik skal være lystdrevet."

Beskeden var klar fra den prisvindende musiker Tue West, da han var forbi Risskov Efterskole for at fortælle eleverne om Koda og arbejdet, der ligger bag, når man skal lave en sang.

"Når jeg står op om morgenen, tænker jeg ikke, at jeg skal op og tjene penge. Jeg skal bare op og spille musik. Men selvfølgelig har jeg da i baghovedet, at jeg skal have en levevej," fortalte Tue West.

Det er netop med tanke på den nogle gange usikre indkomst, der kan være i musikbranchen, at Koda har sendt 10 professionelle kunstnere rundt omkring i landet. De skal besøge skoler, hvor de blandt andet skal skrive sange med eleverne og vise, hvad sangskrivning indebærer.

"Det er vigtigt, at musikkens unge brugere forstår, hvordan musik bliver til en levevej, og dermed også hvorfor, at det er rimeligt at betale for musikken," fortæller Eva Hein, der er kommunikationschef i Koda.

Sangskriverne

Det var da også Koda og dets arbejde, som Tue West startede med at fortælle eleverne om, inden han mod slutningen af den fire timer lange undervisning satte sig for at skrive en sang med eleverne.

Det foregik ved, at eleverne skulle komme med idéer til et par vers, som Tue West kunne lægge melodi til med en elektrisk guitar.

Idéerne begyndte da også at flyve efter en lidt langsom start, og det var noget, som glædede Tue West.

"Det er fedt, at vi alle kan sætte os ind i denne her sang. Det er noget af et hold, I har her," lød det fra den prisvindende sangskriver til de to musiklærere, som sad og fulgte med, mens Tue West og eleverne sammen var i gang med at skrive den ene linje efter den anden.

Generationskløften

Da teksten stod færdig, blev det Tue Wests tur til at være kreativ, da han skulle finde på en melodi, til den hip hop-inspireret tekst, som eleverne var kommet på. Melodien blev i god Tue West-stil baseret på roligt guitarspil, hvor hans stemme kom mere i fokus. Der gik ikke længe, før elever og lærere kunne begynde at synge med på deres egen sang.

Det blev en eftermiddag, hvor der blev lært om Koda og sangskrivning for eleverne på Risskov Efterskole, som måske ikke alle var bekendte med Tue West inden mødet.

Det var da også en lærerig oplevelse for 16-årige Mark Andersen Weaver, der er elev på Risskov Efterskole, men som ærligt fortalte, at han var mindre bekendt med Tue West, end hans forældre er.

"Jeg snakkede med mine forældre, og de kendte Tue West. Jeg må være ærlig og indrømme, at det nok havde betydet mere for mig at møde Tue, hvis jeg havde været ung for nogle år siden. Men det var fedt at vide, at vi havde at gøre med en professionel, som ved, hvad han snakker om."

Koda sørger for, at musikkens skabere får betaling, når deres musik bliver brugt. Det gør det ved at lave aftaler om betaling for brug af musik, når den bliver spillet offentligt, for eksempel i radio, ved koncerter, på streamingtjenester og i restauranter. Koda er en non-profit medlemsforening, hvilket vil sige, at Kodas indtægter går videre til dem, der har skabt musikken.

Publiceret 17 September 2020 06:00