Rådmand Kristian Würtz er glad for, at Borgercenter Nords tilladelse til at drive sociale tilbud ikke inddrages. Foto: Aarhus Kommune

Rådmand Kristian Würtz er glad for, at Borgercenter Nords tilladelse til at drive sociale tilbud ikke inddrages. Foto: Aarhus Kommune

Würtz kan ånde lettet op:

Socialtilsynet lader fortsat Aarhus Kommune drive handicaptilbud i Nord

Socialtilsynet inddrager ikke Aarhus Kommunes tilladelse, men vil holde skarpt øje med, hvad der sker hos Borgercenter Nord

Otte botilbud og fem dagtilbud til unge og voksne handicappede under Borgercenter Nord i Aarhus Kommune får lov til at fortsætte.

Socialtilsynet har, efter en sønderlemmende kritik af, at flere af Borgercenter Nords tilbud ikke lever op til den forventede kvalitet, truet med at inddrage godkendelsen som socialt tilbud.

Nu har Socialtilsyn Midt truffet afgørelse, og efter en længere dialog med Aarhus Kommune har man besluttet ikke at inddrage godkendelsen.

I afgørelsen understreges det dog, at socialtilsynet vil holde skarpt øje med forholdene, og om kommunen efterlever de tiltag, man har bebudet for at forbedre situationen.

Afgørelsen glæder Social- og Beskæftigelsesrådmand, Kristian Würtz (S).

"Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at tilsynet har tillid til den plan, vi har lagt frem på baggrund af kritikken. Vores handleplan indeholder i sig selv en omfattende ændring i den måde, vi fremover vil kvalitetssikre indsatserne på tværs af hele området, og det er en plan, jeg tror på. Men det er samtidig vigtigt at få sagt, at der fortsat er et stort forbedringspotentiale på området for voksne med handicap i Aarhus Kommune, og at der er behov for flere tiltag, hvis vi skal kunne levere den service, som borgerne og de pårørende med rette kan forvente af os. Derfor håber jeg også, at et flertal er villige til at sætte flere penge af til området i de kommende forhandlinger om budgettet," siger Kristian Würtz i en pressemeddelelse.

Seneste tilsyn med Borgercenter Nord afslørede udbredt mistrivsel blandt beboerne. Og det har tidligere tilsyn også.

I en længere periode har der været problemer med magtanvendelser, stor gennemstrømning af personale og et stort forbrug af vikarer.

Nu har Aarhus Kommune fremlagt handleplaner for, hvordan de vil komme de voldsomme problemer til livs. Blandt andet skal medarbejdere og ledere på kurser, og så opretter man er kvalitetsenhed, der skal holde tilsyn med tilbuddene. Derudover vil man lave et partnerskab med de pårørende.

Socialtilsynet vil i sit intensiverede tilsyn have fokus på, om de tiltag efterleves.

Borgercenter Nord består af omkring 400 medarbejdere og 340 handicappede borgere.

dp

Publiceret 15 September 2020 07:28