Det vigtigste er, at det skal være sjovt for børnene at lave mad, fortæller Anja Arsarin Olsen.

Det vigtigste er, at det skal være sjovt for børnene at lave mad, fortæller Anja Arsarin Olsen. Foto: Jesper Gundorph

Ung aarhusianer starter madskole i Aarhus for børn og unge med særlige behov

Anja Arsarin Olsen vil med hjælp fra frivillige forbedre maddannelse hos børn og unge

Af
Jesper Gundorph

Madskole "Der er ikke noget bedre end at lave mad sammen."

Enklere kan 26-årige Anja Arsarin Olsen ikke sige om, hvorfor hun i oktober starter en Arsarins Madskole for børn og unge med særlige behov.

I samarbejde med FOF Aarhus starter hun to hold for børn og unge på Åby Skole, hvor de skal lære at lave enkel, men sund mad.

Der bliver dannet hold for børn mellem 9-12 år og for unge mellem 13-16 år. Madskolen er målrettet børn med særlige behov, men alle er velkomne.

"Madskolen er for alle, der er madinteresseret, uanset hvilken interesse de har i det. Det kan være, de er lidt ensomme, de gerne vil have nye venskaber, eller at de har brug for at være i nogle rammer, som er mere rolige," fortæller Anja Arsarin Olsen.¨

I trygge rammer

På madholdene vil der højest være plads til ni deltagere for at sikre, at der er trygge og rolige rammer.

"Der skal være plads til alle. Det primære fokus er dog, at hvis du har nogle særlige behov eller udfordringer, såsom ADHD eller autisme, så skal der være plads til det."

Med sig på holdene får Anja Arsarin Olsen nogle frivillige, som alle er pædagogstuderende, så der altid kommer til at være to voksne til stede, når der skal laves mad.

Mens hun underviser, vil de frivillige kunne gå rundt of se efter, at alt er, som det skal være, og om der er nogen, som har brug for hjælp.

Mad og leg

At mad, hygge og leg skal prioriteres, er Anja Arsarin Olsen ikke i tvivl om. Sjov med mad og at mødes i øjenhøjde er de værdier, som skal vægtes højt på madskolen.

"Når vi skal til at spise, så må de anrette maden, som de har lyst til. Så kan det for eksempel være, at de vil have det til at ligne et ansigt eller et maleri. Sådan noget som man slet ikke får liv til derhjemme," fortæller Anja Arsarin Olsen.

Det er ikke kun med mad, at der skal leges. Legene skal også foregå, når der skal friskes op i løbet af nogle pauser.

Babymad

Helt nyt bliver det ikke for Anja Arsarin Olsen at undervise i kost. Hun har i forvejen nogle kurser i overganskost, hvor forældre kan lære om overgangen fra mælk til føde for babyer.

Børn og unge mellem 9-12 år og 13-16 år har hun også selv udvalgt.

"Jeg fik et arbejde på Viby Skole, hvor jeg endte med at blive skolepædagog for specialklassebørn, og det åbnede virkelig øjnene op for mig, hvor fedt det er at arbejde med denne her målgruppe," fortæller Anja Arsarin Olsen.

Vil du vide mere om den nye madskole, eller vil du reservere plads, så kan det lade sig gøre på FOF's hjemmeside.

Publiceret 15 September 2020 14:00