Heidi Frostholm Holch. Foto: Aarhus Kommune

Heidi Frostholm Holch. Foto: Aarhus Kommune

Ny chef valgt blandt 24 kvinder og 74 mænd

43-årige Heidi Frostholm Holch skal stå i spidsen for Sport- og Fritidsforvaltningen

Aarhus Kommune har fundet en ny chef for Sport- og Fritidsforvaltningen.

Det bliver 43-årige Hedi Frostholm Holch, som skal arbejde sammen med forvaltningens flere end 200 medarbejdere, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Heidi Frostholm Holch blev valgt af et enigt ansættelsesudvalg, som pegede på hende blandt 98 ansøgere. Heraf var 24 kvinder og 74 mænd.

"De mange ansøgere vidner om, at Sport og Fritidsområdet er et vigtigt område. Med ansættelsen får vi en stærk leder, der både kan fastholde en sikker drift og sikre en fortsat udvikling, så vi i fremtiden får endnu flere til at få en aktiv fritid," siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV).

Heidi Frostholm Holch kommer fra en stilling som chef for Aarhus Kommunes Idrætscentre samt Projektchef for Sports- og Kulturcampus. I alt har hun 15 års erfaring fra forskellige stillinger i Aarhus Kommune, hvor hun blev ansat efter at have afsluttet sin uddannelse fra Statskundskab fra Aarhus Universitet.

Hun har efterfølgende taget flere lederkurser og har i flere år været aktiv i kommunens foreningsliv - blandt andet som håndboldtræner.

"Det et kæmpe privilegium og en drømmestilling for mig. Jeg brænder for Sport og Fritidsområdet både professionelt og privat og ved derfor, hvor vigtigt området er for vores trivsel, dannelse og sundhed. Jeg glæder mig til at arbejde for at sikre og udvikle gode rammer for alle aarhusianeres fritid i samarbejde med kommunens foreninger, borgere, nuværende og nye samarbejdspartnere," siger den kommende forvaltningschef.

Heidi Frostholm Holch tiltræder stillingen den 1. november.

dp

Publiceret 14 September 2020 12:30