Pressefoto:

Pressefoto: Brian Carlin for SailGP

Globalt mesterskab kommer til Aarhus:

Olympiske medaljevindere deltager

Stort sejlsportsevent kommer næste år til Aarhus

Aarhus kommer endnu en gang til at danne ramme for en stor sejlsportsturnering, når SailGP næste år skal afholdes i Aarhusbugten.

Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Eventen skal foregå på Aarhus Ø med Aarhus Internationale Sejlsportscenter som naturligt centrum.

"Besøget af verdens hurtigste katamaraner, SailGP, sætter en tyk streg under Aarhus som international sejlsportslokation og værtsby i topklasse – og så er racet et scoop for alle sejlsportsinteresserede og andre nysgerrige, for der kommer ekstrem fart over feltet på Aarhusbugten. Vi glæder os til at byde de internationale hold og rigtigt mange tilskuere velkommen til byen og på Aarhus Ø," siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, i pressemeddelelsen.

Store oplevelser venter

Den verdensomspændende kapsejlads med store sportsstjerner i lynhurtige F50-katamaraner, der blæser afsted med op mod 100 km/t, vil gavne det aarhusianske sejlsportsmiljø, forudser Rådmand for Kultur- og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, og Sailing Aarhus direktør Jon Koch Hansen.

"Det er fantastisk, at Aarhus endnu engang er vært for en international sejlsportsbegivenhed. Med afviklingen af SailGP bliver Aarhusbugten og hele byen endnu engang anerkendt som en af verdens bedste sejlsportsarenaer. Vi glæder os til at byde byens borgere og gæster velkommen til spektakulær sejlads og maritime aktiviteter for hele familien,” siger Rabih Azad-Ahmad (RV) i pressemedelelsen, imens Jon Koch Hansen tilføjer:

"Vi har endnu en gang sat Aarhus på verdenskortet, og med et dansk hold er det virkelig en event, der kan give dansk sejlsport vind i sejlene. Med SailGP i 2021, et olympisk stævne i 2022 og et Ocean Race Stopover i 2023, kunne vi næsten ikke drømme om mere."

"Det er en kæmpe inspiration for vores unge sejlere og klubber. Det er med til at udvikle og skabe nysgerrighed, og det viser igen, at sejlsport er en idrætsgren, som byen kan brande sig på."

Deltagelse fra hele verden

SailGP er kort fortalt en actionfyldt inshore-kapsejlads, hvor otte hold dyster om point ved flere grandprix-events der afvikles i løbet af året rundt om i verden. Sæson 2 genstarter i april 2021 og inkluderer hold fra Australien, Frankrig, Storbritannien, Japan, New Zealand, Spanien, USA og Danmark.

Danske stjerner som den dobbelte Ocean Race-sejler Nicolai Sehested og den tidligere OL-guldvinder Martin Kirketerp er en del af det danske hold, mens SailGP også giver mulighed for at møde nogle af sejlsportens største navne som britiske Sir Ben Ainslie, det New Zealandske makkerpar Peter Burling og Blair Tuke og de australske stjerner Tom Slingsby og Nathan Outterridge.

jwh

Publiceret 13 September 2020 15:12