Arkivfoto

Arkivfoto

Debat:

Kommunens jurister tager fejl i sag om ARoS-bryllup

Byrådsmedlem mener, Folketingets Ombudsmand skal kigge på sag om kulturudvalgsformandens bryllup på ARoS

Af
Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem for DF

Sigridsvej 32, 8220 Brabrand

Juraprofessor og ekspert i forvaltningsret Sten Bønsing ved Aalborg Universitet er meget skeptisk overfor det notat, hvor Aarhus Kommunes juridiske afdeling afviser, at det var ulovligt, da Steen Bording Andersen (S) fik lov at blive gift på toppen af Aros.

Sten Bønsing har udtalt til Lokalavisen Aarhus, at det var et klart brud på reglerne om modtagelse af gaver, og han er ret skeptisk overfor notatet. Juraprofessoren mener ikke, de svarer på det, sagen handler om.

Men det afgørende er, om Steen Bording Andersen har fået en mulighed, som ikke er almindeligt tilgængelig for andre. Et mailsvar til avisen fra ARoS er ikke til at misforstå. Her slår man fast, at bevæggrunden for at give kulturrådsformanden en særlig tilladelse, er samarbejdet med Aarhus kommune.

Fra ARoS' side er der ingen tvivl om, at betingelserne er opfyldt for, at han har modtaget en ulovlig fordel, siger Sten Bønsing til Lokalavisen.

Men hvorfor stoppede vores kulturrådmand ikke vielsen på ARoS, hvor han selv har var giftefoged? Man må forvente, at rådmanden har været informeret om forholdene. Rabih Azad-Ahmad (RV) har et medansvar. Han burde have sagt stop og anbefalet, at vielsen skulle have foregået et andet sted, hvis det var ham, der skulle være giftefoged.

I denne sag ser vi en sammenblanding af en kulturrådmand, en kulturudvalgsformand og en kulturinstitution, som modtager støtte fra Aarhus Kommune.

Hvem har det største ansvar i en sådan sag? Det kan være svært at svare på, men en ting er sikker: Alle har et ansvar.

ARoS var lukket ned midt i corona-epidemien. Det vidste alle, også kommunens jurister, da de udfærdigede notatet. Derfor må det være en ommer fra juristernes side i kommunen. Det notat er ikke fyldestgørende, og der bliver ikke svaret på det altafgørende.

Ellers må vi have et svar fra Folketingets Ombudsmand eller en afgørelse, som der blev foretaget i sagen om den københavnske borgmester Anna Mee Allerslev, som lånte et lokale af et murerfirma til hendes 30-års fødselsdag.

I denne her sag er det tre personer inden for kulturen i Aarhus, som ikke har taget deres ansvar alvorligt. Det må alt andet lige være endnu mere alvorligt end sagen fra København, som var alvorlig nok, da Borgmesteren måtte gå af.

Publiceret 07 September 2020 16:15