JP Aarhus talte for nylig cirka 60 tomme butikslokaler i Aarhus C. I hele kommunen er der 120 ledige butikslokaler.

JP Aarhus talte for nylig cirka 60 tomme butikslokaler i Aarhus C. I hele kommunen er der 120 ledige butikslokaler. Foto fra Ryesgade: Kasper Heden Andersen, JP Aarhus.

120 tomme butikslokaler i Aarhus Kommune

Coronakrisen har gjort ondt på butikkerne, men huslejen er til gengæld faldende og giver interesse fra nye butikker

Mange butikslokaler i Østjylland er blevet ledige under coronakrisen. I årets andet kvartal steg de samlede butiksarealer, der er udbudt til salg, med cirka 10 procent.

Ved indgangen til 3. kvartal var andelen af de samlede butiksarealer sat til salg nået op på 6,4 procent, hvilket er det højeste niveau siden 2012. Det viser nye fra Ejendomstorvet.dk, der er landets største portal for erhvervslokaler.

Ejendomtorvet.dk har registreret 279 ledige lokaler til butiksdrift, café/restaurant eller takeaway i de 11 østjyske kommuner, heraf 120 i Aarhus. For nylig talte JP Aarhus sig frem til 60 tomme butikslokaler i Aarhus C, men der er altså et tilsvarende antal ledige butikslokaler i resten af Aarhus Kommune.

”Vi har kunnet se, at lejeniveauet særligt i Aarhus var kommet højt op og måske også for højt, når man kan konstatere, at en stor del af indbyggerne er studerende uden den samme købekraft som resten af befolkningen. Det har fået flere butikker og kæder til at revurdere situationen, og for nogle var coronakrisen måske dråben, der fik bægeret til at flyde over. For eksempel planlægger Matas at sammenlægge flere mindre butikker og åbne én stor flagskibsbutik i Aarhus midtby, ligesom H&M har lukket flere østjyske butikker. Andre kigger efter mindre og billigere lokaler,” fortæller siger Frank Heskjær, chef for detailhandel hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, i en pressemeddelelse.

Den gode nyhed, set med potentielle nye butiksejeres briller, er, at huslejeniveauet er på vej ned. Ved indgangen til august var den gennemsnitlige leje for udbudte butikslokaler i Østjylland på 1.193 kroner per kvadratmeter. Det er 42 procent højere end i 2015, men seks procent lavere end for et år siden.

”Vi kan se, at lejeniveauet på de bedste beliggenheder i Aarhus har taget et dyk, hvilket er ganske naturligt, da tomgangen har været stigende. At der er flere tomme butikker, er med til at gøre udlejningsmarkedet mere gennemsigtigt for lejerne, og flere potentielle lejere er begyndt at se nye muligheder i gaderne, da de i nogle tilfælde kan få en mere optimal butik til den samme eller ligefrem lavere leje,” siger Jesper Poder Olsen, erhvervsmægler hos Colliers International i Aarhus.

Både Frank Heskjær fra EDC og Jesper Poder Olsen fra Colliers fortæller, at der samtidig med det øgede udbud af lokaler har været livlig aktivitet det seneste par måneder.

”Der er hele tiden butiksejere, som går på pension eller stopper af andre grunde, og der er hele tiden nye folk, som etablerer sig, og ekspansive kæder, som jagter lokaler. Men under nedlukningen åbnede hverken iværksættere eller kæder jo nye steder. Derfor er der et efterslæb, og vi har mange fremvisninger og udlejninger i øjeblikket. På Store Torv i Aarhus har vi for eksempel gennemført udlejninger til tre kæder, der gerne ville ind i Aarhus, og til en tøjbutik, som søgte nye lokaler,” siger Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

”Vi har udlejet syv lokaler i strøgmiljøet i Aarhus, og vi har flere udlejninger på vej. Vi kan mærke, at flere udlejere er blevet mere fleksible over for ønskerne fra mulige lejere. For eksempel har vi netop formidlet en udlejning på Strøget i Aarhus til firmaet Luksusbaby. Her blev lokalerne gjort tidssvarende, fik ny facade og blev tilpasset lejerens koncept,” siger Jesper Poder Olsen fra Colliers International.

De 11 østjyske kommuner har samlet lidt over to millioner butikskvadratmeter - næsten en sjettedel af landets samlede butiksareal. Trods stigningen i andelen af udbudte butikker ligger Østjylland med 6,4 procent fortsat lavere end landsgennemsnittet, som ved indgangen til tredje kvartal steg til 6,8 procent. Det er det højeste niveau i de 17 år, Ejendomstorvet.dk har indsamlet talmateriale for.

jr

Publiceret 03 September 2020 08:42