Kenny Anker åbner brynstudio i Salling i Aarhus.

Kenny Anker åbner brynstudio i Salling i Aarhus. Pressefoto

Besat af bryn siden han var 14: Kenny Anker åbner studio i Aarhus

Kenny Anker kastede sin kærlighed på bryn som 14-årig, da han for første gang fik en pincet i hånden. I de kommende år opsøgte han brynsaloner i ind- og udland for at hente inspiration og forfine sin teknik. I 2016 åbnede han sit første Kenny Anker Brow Studio i København, og siden har han udvidet med yderligere to studios i København og Lyngby.

Fredag 4. september åbner han sit fjerde studio i stormagasinet Salling i Aarhus. Studioet er i stueetagen, hvor man kan få lavet bryn alle ugens dage klokken 10-18.

"Aarhus er en fantastisk by med et væld af shoppingmuligheder, der samler mange borgere fra de omkringliggende byer. Dog er der ikke mange muligheder for at få lavet behandlinger som vores, og det har vi mærket stor efterspørgsel på. Vi glæder os meget til at kunne byde kunderne i Jylland velkommen i lokale rammer," fortæller 23-årige Kenny Anker i en pressemeddelelse.

jr

Publiceret 27 August 2020 12:30