Protestbanner i Aarhus hængt op af utilfredse gymnasieelever.

Protestbanner i Aarhus hængt op af utilfredse gymnasieelever. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Gymnasieeleverne i Aarhus strejker lige nu - demonstration i eftermiddag

Utilfredshed med corona-hjemsendelse fører til boykot og demonstration i Aarhus

Gymnasieeleverne i Aarhus boykotter her til morgen den virtuelle undervisning på byens gymnasier, der er fysisk lukkede på grund af risiko for coronasmitte.

1.700 personer har erklæret på Facebook, at de ikke deltager i den virtuelle undervisning fra morgenstunden, og Lokalavisen erfarer, at eleverne på blandt andet Egå Gymnasium vitterligt ikke er 'mødt op' her til morgen.

Ligeså lyder meldingen fra Marselisborg Gymnasium, at eleverne ikke er logget på her til morgen.

"Jeg kan godt forstå, de strejker. De har siddet hjemme siden 11. marts. Det er næsten et halvt år hjemme foran computeren. Det er der ikke meget trivsel i for et ungt menneske. Vi ved, hvor meget det sociale betyder for god læring og trivsel. Det er der ikke meget af nu, og det har der ikke været længe," siger rektor Kirsten Skov til dr.dk.

Rektorerne på byens gymnasier vil ligeledes have eleverne i skole nu, og borgmester Jacob Bundsgaard var i går ude at sige, at han også vil arbejde for at få eleverne tilbage på den fysiske skolebænk.

I eftermiddag har flere elevorganisationer på ungdomsuddannelser arrangeret en demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus.

Over 200 personer har i skrivende stund tilmeldt sig demonstrationen, der finder sted klokken 15-17.

jr

Publiceret 24 August 2020 11:01