Aarhus' gymnasier kan åbne allerede i morgen

Jacob Bundsgaard siger til DR Nyheder, at byens gymnasier kan åbne fra i morgen

Gymnasieelever fra Aarhus var mandag på gaden for at protestere i mod, at de ikke må komme i skole. Men nu ser det ud til, at deres protester er blevet hørt. Ifølge DR Nyheder er borgmester Jacob Bundsgaard (S) i hvert fald klar til at åbne gymnasierne, og det kan muligvis ske allerede fra i morgen.

Han har nemlig været i kontakt med Sundheds- og ældreministeriet, og der har han fået en positiv tilbagemelding.

"De melder, at nu kan gymnasieelever i Aarhus i et vist omfang og gradvist komme tilbage i gymnasierne. Allerede i morgen kan halvdelen af eleverne være fysisk til stede i klasserne igen," siger han til DR Nyheder.

Store protester

Beskeden fra borgmesteren kommer efter en dag, hvor de aarhusianske gymnasieelever tog sagen i egen hånd ved at vise deres utilfredshed med at sidde hjemme og modtage virtuel undervisning. Fra morgenstunden strejkede eleverne fra undervisningen, og fra klokken 15 af samledes en stor flok af elever foran Aarhus Rådhus, hvor eleverne med taler og kampråb forsøgte at råbe politikerne op.

På Facebook havde 1.700 personer erklæret, at de ville deltage i protesten med at strejke fra undervisningen, og over 200 havde meddelt, at de ville deltage i demonstrationen foran rådhuset.

jwh

Publiceret 24 August 2020 19:05