Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bundsgaard svarer gymnasieeleverne

Borgmesteren i Aarhus vil arbejde for at få eleverne tilbage på deres skoler

Af
Jeppe Rafn

Gymnasieeleverne i Aarhus er for tiden sendt hjem på grund af opblusningen af corona i Aarhus og risikoen for smittespredning blandt eleverne.

Mange elever - og ungdomsuddannelsernes ledelser - har givet udtryk for deres frustration og blandt andet hængt protestbannere op i byen.

Nu har byens borgmester, Jacob Bundsgaard (S), skrevet til gymnasieeleverne på sin Facebookside, at han godt forstår deres frustration og kan se, at det for dem ikke giver mening, at man kan gå på café og i byen, og at folkeskolerne og universitetet er åbent, når nu ungdomsuddannelserne er fysisk lukkede.

Borgmesteren skriver, at hjemsendelsen kun giver mening ud fra en samfundsmæssig betragtning, og at vi risikerer en lang periode med restriktioner i Aarhus, hvis vi for tidligt begynder at slække kravene.

Borgmesterens indlæg har overskriften 'Lad os lave en aftale', og han kommer gymnasieeleverne i møde på den måde, at hvis de opfører sig fornuftigt, vil han gøre, hvad han kan for at få dem tilbage på gymnasiet.

Jacob Bundsgaard vil på mandag drøfte situationen med Magistraten (den politiske ledelse) i Aarhus Kommune og derfra gå i dialog med de statslige myndigheder.

Publiceret 23 August 2020 09:00