Forældre forstår ikke, at ikke må gøres brug af Mårslet Sognehus' parkeringspladser. Børnenes sikkerhed kommer i første række, fastslår menighedsrådsformanden

Forældre forstår ikke, at ikke må gøres brug af Mårslet Sognehus' parkeringspladser. Børnenes sikkerhed kommer i første række, fastslår menighedsrådsformanden Foto: Jesper Gundorph

Menighedsrådsformand:

"Vi skal ikke være skolens p-plads"

Ny belægning på Mårslet Sognehus’ parkeringsplads betyder ikke, at der åbnes op for parkering for forældre, som vil aflevere børnene i skole om morgenen

Af
Jesper Gundorph

asfalt En gammel debat er kommet på tale igen i Mårslet, hvor forældre til elever på Mårslet Skole er forundrede over manglende gæstfrihed på parkeringspladsen ved Mårslet Sognehus.

Der lod til at have været sat punktum for diskussionen i efteråret 2019, da Mårslet Menighedsråd lukkede af for forældreparkering på parkeringspladsen ved sognehuset.

Det kom med en melding om, at der var mange farlige situationer på parkeringspladsen, manglende pladser til egne gæster og medarbejdere samt stigende udgifter til vedligehold af parkeringspladsens grusunderlag.

Ny belægning

Henover sommeren har sognehusets parkeringsplads fået en overhaling, og der er nu kommet asfalt på hele parkeringspladsen.

Det har henledt en diskussion blandt forældre til elever på Mårslet Skole og Mårslet Menighedsråd, hvor forældrene synes at mene, at det ikke længere er nødvendigt for menighedsrådet at have underlaget in mente, når det argumenterer for, om forældrene kan gøre brug af sognehusets parkeringsplads eller ej.

Forstår forundringen

Menighedsrådsformand Erik Lund Sørensen har forståelse for, at forældrene sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de ikke kan gøre brug af sognehusets store parkeringsplads.

Han fastslår, at parkeringspladsens underlag ikke var hovedargumentet for, at der blev lukket af for parkering for andre end sognehusets gæster og medarbejdere i oktober sidste år. Det er derimod de farlige situationer, der opstår på parkeringspladsen.

"Når 25 biler kører ind og sætter børn af, så løber de mellem bilerne, og der kan børn og biler skabe kaos," siger menighedsrådsformanden.

Problemet opstår senere

Kaosset er måske ikke til at forestille sig nu, men Erik Lund Sørensen minder om, at det er i vintermånederne, det er farligt at have børnene til at løbe mellem bilerne.

"Det er ikke en solrig augustdag som i dag, at kaosset er et problem. Det er, når det regner, eller når der er slud i november eller februar, og det kan være svært at se ud af bilruderne."

Kys og kør

I stedet for at gøre brug af sognehusets parkeringsplads, henstiller Erik Lund Sørensen til, at man gør brug af skolens "Kys og kør"-parkeringspladser, som er at finde på hver side af Mårslet Skole.

"I modsætning til sognehusets parkeringsplads, hvor der kun er en indkørsel, hvor alle biler skal køre ind og ud, så kan man ved skolen bare køre direkte igennem."

Publiceret 22 August 2020 08:00